Tryghedsgaranti ved køb af din rejse i 2021 Læs mere
Af Lone og Michael Andersen

Sådan lyder livets tilstandsrapport i øjeblikket, hvor vi befinder os på den skønne lille ø Diu i det vestlige Indien. Dui er kun 11 x 3 km, men rummer adskillige vidtstrakte sandstrande og dejligt badevand.

I forhold til Goa, der er verdenskendt for sit strandliv, er det kun relativt få rejsende, der finder vej til Diu. Det betyder, at stemningen her er utrolig afslappet, og det er let at finde en strand, som du kan nyde for dig selv.

Øen Diu er en tidligere portugisisk koloni, og fra det imponerende fort har du en fantastisk udsigt over byen Dius hvide bygninger og smalle, snoede gader.

Det er superfedt at leje en scooter og køre Dui rundt med duften af saltvand i næsen og vinden i håret (styrthjelm er et ukendt begreb på disse breddegrader!). Gør stop når du vil, og svøm en tur langs de øde strande. I den lille fiskerlandsby Vanakbara kan du se mænd knuse isblokke og kvinder i sari sortere dagens fangst.

Du må heller ikke gå glip af frugt- og grønsagsmarkedet i Diu, der er en farvestrålende oplevelse. Køb en stor vandmelon for næsten ingenting, og svælg i det søde, røde frugtkød.

I det hele taget er Diu utrolig billig at komme til som rejsende. Her kan du få et pænt dobbeltværelse og spise Thali (typisk indisk middagsmåltid) meget billigt. En stor øl vil også kun reducere din pengebeholdning meget lidt.

Tager du tog og/eller bus fra Delhi, kan vi anbefale at gøre stop i byen Junagadh, hvor det er en fantastisk oplevelse at vandre de 7.000 trappetrin op til toppen af det hellige bjerg ”Girnar Hill” i selskab med lokale pilgrimme. Start i mørket før solopgang, og nyd udsigten og den magiske stemning, når morgenlyset langsomt vinder terræn.

På vejen videre til Diu kan du også stoppe i byen Sasan Gir, hvor du kan være heldig at se løver, hvis du tager på jeep-safari ind i ”Sasan Gir Wildlife Sanctuary”. Netop denne park i Indien er det eneste sted på jorden, hvor der stadig lever vilde asiatiske løver. Udover de smukke, sjældne løver er parken også hjem for bl.a. leoparder, hyæner, sjakaler, sambar rådyr, langur aber, krokodiller og 300 forskellige slags fugle.

Husk, jo før du rejser til Indien, jo længere varer minderne om dette pragtfulde, kontrastfyldte land.
Strand og løver i Indien, Asien
Strand og løver i Indien, AsienStrand og løver i Indien, AsienStrand og løver i Indien, Asien
Til top