Søg
Søg
Laos Vang Vieng
Laos, Vang Vieng
Munk ved Angkor Way, Cambodja
Siem Reap - Krong Hoh Kong - Bangkok, Cambodja
Luang Prabang
Luang Prabang
4000 øer
Vang Vieng
Vientiane
Klatring, Laos

Laos Explorer - fra Chiang Mai til Siem Reap

Frapris pr. pers. v. 2 pers.

DKK 19.995,-Prisen afhænger af rejseperiode, antal rejsende samt om du rejser med børn, og kan variere fra dag til dag afhængigt af pladssituationen på flyene. Derfor er denne pris en frapris. Kontakt os for en nøjagtig pris på din rejse.

Varighed: 24 dage

Vil du udforske naturen, opleve en gæstfri lokalbefolkning og prøve adventure aktiviteter i et land, der stadig ikke er overrendt så er Laos dit næste rejsemål. Glæd dig til Mekong floden, kolonibyen Luang Prabang, den fantastiske natur og slut af med magiske Angkor Wat i Cambodia.

På denne tur kommer du fra Nordthailands charmerende Chiang Mai ad Mekong floden til Laos. Langsomt forsvinder Thailand mens din slow boat flyder ned ad floden. Du kommer ind i hjertet af Laos, hvor alt foregår i roligt tempo og naturen er vild og betagende. Båden lægger til i Luang Prabang – en by fyldt med charmerende kolonistemning. Udforsk området omkring byen på cykel inden turen fortsætter sydpå til en omgang adventure oplevelser. Floderne, vandfaldene og de smukke bjerge ved Vang Vieng danner rammerne for trekking, ziplining og kajakturer, inden du kommer til Vientiane. Du fortsætter mod Cambodja, hvor du på vejen kan udforske de 4000 øer på Mekong floden. Hop på en cykel, spot en Irrawaddy delfin og nyd det rolige tempo omkring dig, inden du krydser grænsen og kommer til Siem Reap – din gateway til Angkor Wat. Stemningen er helt speciel især om morgenen, hvor du ser solen stå op over templerne der ligger dækket af rødder og jungle. Siem Reap er dog også meget mere end templer. Lige udenfor byen ligger charmerende små landsbyer, hvor Khmer livet leves i roligt tempo. Denne tur er din perfekte afslutning og en god smagsprøve på Cambodia. Du får en fuld dag ved templerne og kommer på stemningsfyldt cykeltur i landsbyerne – en god smagsprøve på Cambodia.

Se vores andre fantastiske turforslag til Laos her

Sæson

Turen gennemføres året rundt dog er det bedste tidspunkt fra november - februar hvor det er tørt og ikke for varmt. Marts til maj er det varmeste tidspunkt med temperaturer over 40 grader.

Turen gennemføres ikke når der er nytår i Laos fra 14. - 16. april


Chiang Mai, Nordthailand

Detaljeret beskrivelse

Dag 1: Afgang fra Danmark

Dag 2: Ankomst Chiang Mai
Ved ankomsten til Chiang Mai tager du til Eco Resort, hvor du skal bo i to nætter. Er dit værelse ikke klar, har du mulighed for at opbevare din bagage og slappe af ved poolen eller benytte nogle af de mange andre faciliteter, som resortet tilbyder. Husk også at gå forbi servicekontoret for at få inspiration, en sludder eller et godt råd.

Dag 3: Du har dagen på egen hånd i Chiang Mai.
Vi kan anbefale en cykeltur eller at du bare nyder Nordthailands mest charmerende by, de lokale templer, markeder eller det spændende kunstner kvarter.

Dag 4 : Minivan til Chiang Khong
Du bliver hentet om formiddagen mellem kl. 10-10:30 og bliver kørt til Chiang Khong. På vejen kører du forbi det imponerende White Temple i Chiang Rai, hvor du stopper hvis tiden tillader det. I Chiang Khong bliver du indlogeret på et simpelt men rent guesthouse. Du skal forvente at ankomme omkring kl.16.00 og kan bruge resten af eftermiddagen og aftenen til at udforske markeder i den stille grænseby Chiang Khong.

Dag 5: Slow Boat til Pak Beng
Efter du har spist tidlig morgenmad er det tid til på egen hånd at fortsætte til Laos. Der er en skranke på dit guesthouse, hvor du kan få hjælp til alle spørgsmål omkring, hvordan du krydser grænsen og finder din slow boat. Du får visa ved ankomst til Laos, det koster ca 35 USD men prisen kan variere. Køb lidt snacks og vand inden du stiger ombord på båden. Båden sejler kl 10.30 fra Huay Xai og du sejler hele dagen i langsomt tempo, så du kan nyde det smukke landskab. Ankomsttidspunkt til Pak Beng er ca kl 17.00, hvor du mødes med din lokale guide, der har sørget for overnatning til dig.

Dag 6: Slow Boat videre til Luang Prabang
Dagen idag starter tidligt – båden sejler ca. kl. 08.30 og der venter 7-8 timer forude, hvor du kan slappe af mens du flyder ned mod den smukke UNESCO bevarede by Luang Prabang. Du kommer til havnen ca. kl 16.30 og bliver hentet og kørt til dit overnatningssted.

Dag 7: Luang Prabang
Selvom I befinder jer i Laos’ næststørste by Luang Prabang, hviler der en søvnig stemning over gaderne, og trafikken er meget begrænset. I modsætning til resten af Asien er det nemlig dårlig tone at bruge sit horn unødvendigt. De næsten lydløse munke går deres morgenrunde i byerne med deres madskåle, modtager donationer fra folket og giver roen en ekstra farve, så hvorfor ikke starte dagen tidligt, med at overvære munkene modtage deres donationer. Lige efter frokost bliver du hentet fra dit hotel og kørt ud til en landsby, hvor du kommer til at lære mere om det lokale håndværk - vævning. Du lærer hvordan stoffet bliver farvet med forskellige planter og får en introduktion til de forskellige væveteknikker, som helt sikkert vil fascinere dig ! Efter en eftermiddag i landsbyen bliver du kørt tilbage til dit guesthouse, hvor aftenen er på egen hånd. Udforsk det spændende natmarked eller nogle af de lokale restauranter, der serverer mad fra hele verden.

Dag 8: Luang Prabang - Ban Phou Luang Tai (homestay)
I dag begynder en todages aktiv tur som kombinerer cykling, vandring og båd i det uberørte landsbyliv omkring Luang Prabang og langs Mekong floden. Oplev den lokale dagligdag hos en værtsfamilie og lær om den unikke kultur, i mødet med forskellige mennesker af etniske minoriteter. Turen starter ved Green Discoverys kontor i byen. Herfra fortsætter du på cykel og krydser Mekong floden med båd til landsbyen Ban Xieng Man, hvorfra du cykler videre til Ban Na Kham. Landsbyen er kendt for sin sukkerrørsproduktion og Kaolam, som er klæbrig ris og kokosmælk kogt i bambusrør. Husk at smage dette.
Der er tid til at kigge rundt i landsbyen, før du fortsætter til Ban Houay Tan, en etnisk Khmu landsby. Her er der en kort pause inden turen går videre til landsbyen Somsisomphou, hvor det er tid til en god frokost. Efter frokost og lidt tid til at slappe af og hvile benene, skiftes cyklen ud med vandrestøvler. Ruten passerer først gennem rismarker før den krydser en lille flod. Du vandrer cirka 2,5 time op ad bakke gennem Ban Mok Prai før du ankommer i Ban Phou Luang Tai, en Hmong landsby, hvor du skal overnatte ved en lokal familie i deres hjem, en virkelig fantastisk oplevelse. Forvent generelt at cykelturen er medium til hård på en ujævn vej og forvent at vandreturen vil tage ca. 3 timer.

Dag 9: Ban Phou Luang Tai - Luang Prabang
Efter morgenmaden vandrer du videre igennem skoven til Khmu landsbyen Ban Houay Pong, hvor der vil være tid til at slappe af og nyde frokosten. Fra landsbyen er det tid til at fortsætte videre til landsbyen Muang Kham, hvor Kaipan (en Luang Prabang specialitet af stegt tørret tang) er fremstillet, tangen er høstet fra floden under tørtiden, før de soltørres, krydres og steges til en lækker snack. Herfra er der bare en kort 20-minutters bådtur til Luang Prabang.

Dag 10: Luang Prabang – Vang Vieng
Nyd en stille morgenmad inden din tur fortsætter sydpå mod Vang Vieng omkring middagstid. Bussen kører en smuk kurvet rute og tager ca 7 timer. Du ankommer til Vang Vieng først på aftenen, hvor du bliver hentet på busstationen og kørt til dit overnatningssted, her kan du hvile ud inden de næste to dages aktiviteter.

Dag 11: Vang Vieng Challenge med overnatning i bjergene
I dag går det løs – på turen de næste par dage skal du trekke, fire dig ned ad stejle bjerge ved hjælp af ziplines og rappelle ned ad et 30 meter vandfald. Du bliver hentet fra morgenstunden og kørt fra Vang Vieng i en truck, inden dit trek starter gennem rismarker til bunden af bjerget, hvorfra turen går opad. Der er selvfølgelig lagt et frokosthvil ind inden du fortsætter mod toppen af bjerget, hvor du skal sove i camp og spise under åben himmel mens du kan nyde den fantastiske udsigt over Vang Vieng området.

Dag 12: Rapelling og ziplining
Efter tidlig morgenmad i det fri fortsætter turen opad lidt endnu til toppen af vandfaldet. Du skal rapelle ned ad vandfaldet og fortsætte nedad med ziplines til foden af bjerget. Herfra er der en kort gåtur tilbage til bilen som kører dig tilbage til Vang Vieng, hvor du kan puste ud efter et par adrenalin fyldte dage.

Dag 13: Vang Vieng på egen hånd
Nyd dagen på egen hånd i Vang Vieng – tag på tur i en kæmpe badering på Nam Song Floden, besøg den berømte blå lagune eller slap af på en bænk langs floden.

Dag 14: Fra Vang Vieng til Vientiane med båd cruise undervejs
Turen fortsætter videre sydpå mod hovedstaden Vientiane. Du bliver hentet i Vang Vieng i privat bus, da turen er tilrettelagt med et spændende stop undervejs. Du køres til Nam Ngum som er den største sø i Laos, hvor du får frokost på en båd der sejler dig rundt i roligt tempo på den smukke sø. Oplevelsen er en dejlig kontrast til de sidste par dages hårde aktiviteter. Tilbage på land fortsætter turen mod Ban Keun, hvor der udvindes salt og videre til et stort marked, der sælger alskens ting fx insekter i alle afskygninger. Dagen slutter i Vientiane hvor du ankommer til dit overnatningssted omkring kl 17.00.

Dag 15: Vientiane Challenge – cykeltur på landet og kajaksejlads på Mekong floden
Du bliver hentet ved 8 tiden og kørt til Ban Nonsavang landsbyen, der ligger lige udenfor centrum. Her starter dagens cykeltur langs kanaler, rismarker og masser af typiske laotiske landsbyer. Du kommer også gennem en bambus skov til Tadmoun vandfaldet, hvor du får serveret en dejlig frokost. Eftermiddagens program byder på en tur i kajak ned ad Mekong floden tilbage mod Vientiane.

Dag 16: Vientiane på egen hånd og natubus til Pakse
Du kan bruge dagen på at udforske Vientiane på egen hånd, måske besøge de mange smukke templer eller slappe af med en kop kaffe langs Mekong floden. Omkring kl 18.30 afgår vip natbussen til Pakse.

Dag 17: Pakse og de 4000 øer
Du ankommer til Pakse ved solopgang og bliver mødt af din guide på busstationen som tager dig med videre til Don Khon – den største af de 4000 øer i Mekong deltaet. Du skal udforske øen på cykel ad stier der bringer dig igennem skov og rismarker til dejlige sandstrande. Dagen fortsætter i longtail boat og bringer dig ned ad floden, så du kan nyde det lokale liv, den smukke natur og måske være heldig at spotte en Irrawaddy delfin. Vel tilbage på dit guesthouse på Don Khon er det tid til afslapning på egen hånd og en briefing af din guide på hvordan du kommer videre til Cambodja om et par dage.

Dag 18: Don Khon, 4000 øer
Nyd en fridag, hvor du kan udforske området I dit eget tempo. Du kan besøge et af de største vandfald i Sydøstasien, nyde det lokale fiskerliv eller besøge den gamle bro og området omkring bygget i den franskekoloni tid. Hvis du ikke fik set Irrawaddy delfinen i går, har du også mulighed for at prøve lykken i dag.

Dag 19: Videre til Siem Reap, Cambodja
Du bliver hentet på dit guesthouse om morgenen og tager med færgen til Nakaxang, hvorfra bussen tager dig videre til grænsen mellem Laos og Cambodja. Du krydser grænsen på egen hånd og bliver på Cambodjas side mødt af en repræsentant der viser dig hen til din minivan, der kører dig til Siem Reap.

Dag 20: Siem Reap
Du kan nyde en kølig tur i poolen, måske en slentretur i byen og middag i det sprudlende ”Old Market”.

Dag 21. Udforsk de enestående templer ved Angkor
Din tuk tuk er klar kl. 05:30, så du kan få oplevelsen af solopgang over Angkor Wats templer. Du ankommer til Srah Sarong også kendt som "Kings Bath" tidsnok til, at du kan se den magiske solopgang over vandet og templerne. Efter denne storslåede oplevelse er du en af de første til at se det fantastiske jungletempel Ta Phrom, når det åbner. Templet er særligt specielt at opleve om morgenen, hvor du kan høre alle junglens lyde inden der kommer for mange andre turister. Angkor området, der strækker sig over 400 km2, er et af de vigtigste arkæologiske sites i Sydøstasien og byder på fascinerende ruiner fra forskellige hovedstæder fra Khmer tiden omkring det 9. – 15. århundrede. Man kan bruge uger på at udforske området men dagen i dag bringer dig forbi de største highlights. Efter solopgang besøges den sydlige del af Angkor templet, hvor du kan tage en rolig gåtur langs muren og gennem junglen til et skjult tempel. Du kommer forbi et par templer mere inden frokost og siesta i skyggen. Sidst på eftermiddagen er det tid til at udforske det enestående kæmpe Angkor Wat og du slutter turen af med en uforglemmelig solnedgang over Angkor Wat.

Dag 22: Tag med på cykel og oplev lokallivet ude på landet
I dag hopper du i sadlen og kører ud på landet, hvor du er med til at tilberede et Khmer måltid, der doneres til munkene. De fleste munke lever langt fra deres familier og må ikke have jobs, de er derfor afhængige af velgørenhed fra de lokale. Du handler sammen med en lokal kok og tilbereder måltidet du senere donerer til munkene. Måske er du heldig at modtage en velsignelse og ellers kan du spørge munkene om deres tro og traditioner. Efter frokost går cykelturen tilbage til dit hostel.

Dag 23: Din hjemrejse påbegyndes efter et fantastisk eventyr
Efter morgenmad og check ud går turen tilbage mod Danmark hvor du ankommer næste dag.


Overnatning:
2 nætter i Chiang Mai på dormværelse
I Laos overnattes der på guesthouse, på homestay og et enkelt sted i en bambushytte
I Cambodia overnattes på et lækkert hostel i dormværelse

Bemærk turen kan opgrades til hotelstandard mod merpris.

M = Morgenmad, F = Frokost, A = Aftensmad

OBS: Programmet er med forbehold for ændringer. Klimatiske forhold kan også medføre ændringer i programmet.

Bemærkninger

Vi anbefaler ikke turen til børn under 12 år.

Turen kan arrangeres som privat tur mod tillæg og du kan tilkøbe opgradering til hotelstandard istedet for guesthouse, hvis du ønsker dette. Forhør dig hos din rejsekonsulent.


Priser

Frapris pr. pers. v. 2 pers.

DKK 19.995,-Prisen afhænger af rejseperiode, antal rejsende samt om du rejser med børn, og kan variere fra dag til dag afhængigt af pladssituationen på flyene. Derfor er denne pris en frapris. Kontakt os for en nøjagtig pris på din rejse.

Fraprisen er taget med udgangspunkt i lavsæson priser. Reservationer i højsæson (fx jul/nytår og sommerferien) er normalvis højere end denne pris. Prisen er med forbehold for pladssituationen.

Gruppestørrelse

Turen foregår altid i små grupper på mellem 1 og 8 deltagere.

Turen kan bookes som privat tur mod tillæg - forhør dig hos din rejsekonsulent.

Sværhedsgrad

Hård

Prisen er inklusiv

  • Flybillet ud til Chiang Mai samt retur fra Siem Reap
  • Afhentning i lufthavn i Chiang Mai og 2 nætter i dorm værelsepå Eco Resort
  • På turen i Laos: 13 x morgenmad, 7 x frokost, 2 x aftensmad. Overnatning: 1 nat på guesthouse i Chiang Khong, 1 nat på guesthouse i Pakbeng, 3 nætter på guesthouse i Luang Prabang, 1 nat på homestay i udkanten af Luang Prabang, 3 nætter i Vang Vieng, 2 nætter på guesthouse i Vientiane, 1 nat i bambushytte på bjergtop under "Vang Vieng Challenge", 1 nat i VIP natbus, 2 nætter på guesthouse i Don Khon
  • På turen i Cambodia: 4 nætter på guesthouse i dormværelse
  • Transport: Bus fra Chiang Mai til Huay Xai, offentlig båd fra Pak Beng til Luang Prabang, Songthaw (ladvogn) fra Luang Prabang havn til overnatning i Luang Prabang. Bus fra Luang Prabang til Vang Vieng, Songthaw (ladvogn) fra Vang Vieng bus station til overnatningssted, privat minibus fra Vang Vieng til Vientiane (via Nam Ngum søen) bådtur på Nam Ngum søen, cykel og kajaktur i Vientiane. VIP nat bus fra Vientiane til Pakse, lokal bus fra Pakse til Don Khon, båd tur ved Don Khon and transport til Siem Reap i delt minibus
  • Engelsktalende guide på turen fra Pak Beng til Luang Prabang, 2 dages turen udfra Luang Prabang, på dag 2 på Vang Vieng Challenge, på dagsturen fra Vang Vieng til Vientiane og på cykel og kajak turen i Vientiane

Prisen er eksklusiv

  • Visa der skal søges lokalt ved grænsen
  • Rejseforsikring
  • Transfer til lufthavnen i Siem Reap ved hjemrejsen
Jysk Rejsebureau kan skræddersy din rejse præcis som du ønsker det. Denne tur er én af vores egne favoritter, men har du andre ønsker, sidder vores rejsekonsulenter klar til at opfylde din drøm.

Da Jysk Rejsebureaus ture, aktiviteter og hoteller er meget populære, har vi kun mulighed for at tilbyde disse til kunder, der også køber flyrejsen igennem Jysk Rejsebureau.

Bemærk, at deltagelse i trekking og ture er på eget ansvar, så husk at tegne rejseforsikring hjemmefra. Vi anbefaler Europæiske Rejseforsikring, der dækker disse aktiviteter uden ekstra tillæg.

Jysk Rejsebureau tager forbehold for programændringer, prisændringer og trykfejl.

Tilvalgsprodukter

fra: 8.485,-
Klatring, Laos

På eventyr i Syd Laos

Har du altid drømt om at bo i trætoppene og er du vild med adrenalin fyldte aktiviteter har vi turen for dig. Du skal bo i treetop camp, zipline, klatre og nyde Laos' skønne natur.

Varighed: 8 dage

Gratis rejseforedrag

For unge: Backpacking i Sydøstasien: 21-11-2018 18:00:00 : 11820
Aarhus
21. november 2018 kl. 18:00

For unge: Backpacking i Sydøstasien

For unge: Backpacking i Sydøstasien: 19-12-2018 18:00:00 : 11915
Aarhus
19. december 2018 kl. 18:00

For unge: Backpacking i Sydøstasien

For unge: Backpacking i Sydøstasien: 22-01-2019 18:00:00 : 11916
Aarhus
22. januar 2019 kl. 18:00

For unge: Backpacking i Sydøstasien

Se mere her
Til top
Kontakt os:
Hovednummer (+45) 7020 1915
Nødtelefon - læs mere
Find os på: