Af Louise Hesselbjerg Andersen

Hvor har du haft din bedste natur- eller dyreoplevelse i Indonesien?
Min bedste oplevelse med dyr og natur i Indonesien er helt klart på Sumatra. At komme ud i Gunung Leuser National Park og bo i primitive shelters, hike rundt blandt vilde Orangutanger og meget andet dyreliv, er helt igennem fantastik at opleve.

Hvad var den fedeste trekkingoplevelse for dig?
Der er rigtig mange fede trekkingture i forskellige sværhedsgrader i Indonesien, så det er svært for mig at vælge. Men jeg vil sige at Mt. Ijen og Mt. Bromo på Java har gjort ret store indtryk på mig. Det at få oplevelsen af at være på en aktiv vulkan, hvor man kan mærke hvilke kræfter, der findes under jorden, er helt utroligt.

Hvor har du haft din bedste strandferie med snorkling og dykning i Indonesien?
Den bedste strandferie jeg indtil nu har været på i Indonesien, har været ude på Gili-øerne. Der kan man snorkle og dykke mange steder, og der findes rigtig mange skildpadder omkring øerne. Ellers har et højdepunkt for mig i forhold til dykning og snorkling været at se 3-4 meter brede Manta Rays ved Nusa Lembongan.

Hvad vil du ellers anbefale, at man oplever på en rejse i Indonesien?
Indonesien har rigtig meget forskelligt at byde på, så det er et land, man ofte vender tilbage til for at opleve mere.

Jeg synes selv, den østlige del af landet, altså fra øen Lombok og ud efter, er utrolig spændende med mange uberørte steder endnu. Derudover kan man opleve noget helt unik kultur på en ø som Sulawesi, som også er en af de mindre turistede øer i landet. Så helt klart en destination, der har noget for alle.

Vi har bedt hhv. Pernille Smidt-Kjærby og Line Schacht Boeg om at fortælle lidt om deres erfaringer med at rejse med børn i Indonesien.

Pernille: Indonesien indbyder til aktive oplevelser, og der er masser af muligheder, også med børn. Hvis jeg skal fremhæve én aktiv oplevelse, som vi, som familie, havde stor glæde af, så må det blive Mt. Bromo på Java. Vi gik de tre km fra landsbyen Cemoro Lawang til foden af Mt. Bromo med vores børn, da de var 3 og 6 år. Størstedelen af turen går gennem det unikke ørkenlandskab, også kendt som “the sea of sand”, bestående af mørkt askesand fra vulkanen. Ungerne var simpelthen bare SÅ seje. De klarede gåturen og ikke mindst den pænt stejle opstigning (2.329 m) uden det mindste brok (min mindste et stykke på sin fars arm). På toppen fik vi en fabelagtig udsigt over plateauet. Og på Bromos kant kom vi så tæt på vulkanens indre, at den hvide røg af og til indhyllede os, mens den kraftige, karakteristiske svovllugt hang i næsen.

Indonesien byder også på store dyreoplevelser, hvor man f.eks. både kan opleve orangutanger og varaner. Det ligger måske ikke lige til højrebenet, at tage små børn med til Komodo National Park. Men vi havde hørt, at man sagtens kan opleve de store varaner med børn og besluttede os for at tage derover og tjekke det ud. Det var også en af de ting, som Pelle på 6 år havde glædet sig mest til og talt meget om. Øgler er vist det tætteste, man kommer på at have set en “ægte” dinosaurus, og det er sejt, når man er 6 år gammel! Så vi gik efter, at opleve varanerne. Og vi var så heldige at opleve dem på øen Rinca. Man bliver fulgt rundt af en erfaren ranger, og vi gik en tur på 2 km på øen sammen med ham. Der lever mange andre dyr end varaner i skoven bl.a. rådyr, vildsvin, bøfler og ikke færre end 12 slangearter. Vi var heldige og så flere varaner på turen. Både store og små.

Line: Vi var i Indonesien 3,5 uger sidste sommer, da mine drenge var knap 5 og 7 år, i forbindelse med en 7-ugers rejse rundt i Indonesien og det nordlige Australien. For børnene (og de voksne) var det bedste at bade, snorkle og lege på Gili-øerne tæt ved Lombok. Vi boede på Gili Air og Gili Meno, som er de mest familieegnede af de tre små øer. Man kan snorkle direkte fra stranden og vi så alle fire masser af havskildpadder, farverige fisk og flotte koraller. Og øerne er så små, at man kan hygge sig med at gå øen rundt og se, hvordan de lokale bor. Der er masser af små restauranter og maden er god og billig. Tempoet er helt i bund og man kan komme helt ned i gear derude, hvilket er sundt for både børn og voksne.

En af vores bedste snorkleoplevelser var på øen Nusa Lembongan ca. en halv times sejlads fra Sanur på Bali. Her tog vi på en privat bådtur til Manta Bay, ud for naboøen Nusa Penida. Her snorklede vi for første gang nogensinde de kæmpestore djævlerokker - en helt fantastisk oplevelse for os alle fire.

På Bali var højdepunktet for os at river rafte i Ubud og at købe flotte, håndlavede træfigurer - og se dem blive lavet. Vi har virkelig mange træfigurer af drager osv. stående derhjemme, for drengene synes, de var super flotte.

Vil du have mere inspiration til, hvordan dit INdonesien-eventyr kan se ud, så finder du vores rejseforslag til landet lige her.
Rejseinterview: Indonesien har så meget at byde på
Louise Hesselbjerg Andersen på rejse i IndonesienLouise Hesselbjerg Andersen på rejse i IndonesienPernille og familien i IndonesienPernille og familien i IndonesienPernille og familien i IndonesienLine og familien i IndonesienLine og familien på Gili AirGili Islands
Til top