8 dage
Inkl. fly og indtjekket bagage
Fra 8.995,-
Indhent tilbud Book møde 70 20 19 15
Vandreturen går gennem kuperede grønne landskaber, bøgeskov og hvedemarker, kastanje- og egetræer. De små landsbyer, romanske og gotiske stilarter, historier om tempelriddere og benediktinske munke gør Camino de Santiago til en unik oplevelse.

Navnet Caminoen kommer fra det spanske “Camino de Santiago”, som betyder “Jakobsvejen”. Det er en fælles betegnelse for et stort netværk af ruter, som fører til Katedralen i byen Santiago de Compostela i det Nordvestlige Spanien, hvor apostlen Jakob ligger begravet.

Det hele startede i det 9. århundrede, hvor man fandt de jordiske rester af apostlen Jakob, som gjorde, at mange pilgrimme begyndte at finde ruter hertil. I Spanien er der langt over 4.000 km fordelt på mange “Caminoer”, som starter i forskellige dele af landet. For at en rute bliver til en ”Camino de Santiago”, skal der være en dokumenteret historie om, at ruten har været brugt af pilgrimme, og haft refugier og hospitaler som tilbød overnatning til pilgrimme undervejs.

Vi går en strækning på ca. 114 km på ”Camino Francés” - ”Den Franske Vej”- hvor alle de vigtigste ruter fra Frankrig - og hermed resten af Europa - løber sammen. Denne rute på knap 900 km betegnes som hovedruten, og den kom på UNESCOs verdensarvsliste i 1993.
For at kunne få ”La Compostela”, som er beviset for veludført pilgrimsvandring til Santiago, skal man minimum have gået 100 km ad Caminoen, inden man når til Santiago. Vi har hver vores pilgrimspas med, som stemples undervejs, og bruges som bevis for vores vandring, sammen med vores let ømme fødder og store, tilfredse smil.

Glæd dig til
  • Verdensklasse vandring på en UNESCO-Verdensarvspilgrimsrute
  • Meget afvekslende rute med skovstier, markveje, brosten, asfalt, jævn, ujævn, op, ned…
  • Ældgamle stier forbi kirker, klostre og vejkors
  • Mange hyggelige landsbyer, hvor I kan opleve den lokale stemning
  • Bagagetransport mellem overnatninger
  • Små familiedrevne hoteller i rolige omgivelser
  • En ekstra dag til at opleve Santiago de Compostela


Bedste rejseperiode

Det er muligt at vandre på Caminoen året rundt, men det bedste tidspunkt er om foråret og efteråret. Det er også muligt at gå denne tur om sommeren, men her vil det ofte være ekstremt varmt.

Vores anbefalinger om bedste rejsetidspunkt er baseret på, hvordan klimaet har været tidligere år.

Dagsprogram

Fold program ud
1. dag: Afrejse fra København til startpunktet i landsbyen Sarria
Vi mødes i Kastrup lufthavn med den danske rejseleder, hvorefter der er afgang mod Santiago de Compostela. Ved ankomst bliver vi hentet i lufthavnen og kørt til turens startby, Sarria. Efter indkvartering på vores lille hotel, har vi mulighed for at nyde vores første spanske måltid og et godt glas vin.
2. dag: Sarria til Portomarín: Bøgetræer, middelalderbroer over små og store vandløb
Vi starter dagen med at få stemplet vores pilgrimspas. Pilgrimspasset kan stemples på overnatningsstederne, i kirker, turistkontorer, rådhuse og nogle restauranter og barer undervejs. Hvis man ønsker at modtage et bevis på, at man har gennemført caminoen i Santiago, skal man kunne fremvise et pas med to stempler pr. vandredag. Vi vandrer i dag forbi charmerende, små landsbyer, og efter 14 km kommer vi forbi den kendte 100km sten. Dagen er vidunderlig til at spotte de ikoniske ”hórreos”, som er ældgamle forrådsbygninger bygget på sokler, hvor korn og andre afgrøder blev holdt tørt og i sikker afstand fra fugt og gnavere. Vi afslutter dagen i Portomarín efter at have gået over den 350m lange bro over Miño-floden, her kan vi nyde en velfortjent kold drik i godt selskab. Skal du have hjælp til at vælge dessert i aften, er områdets kendte mandelkage en sikker vinder. (M) Anslået vandretid: 6-7 timer, 22 km.
3. dag: Portomarín til Palas de Rei: Gode bakker, som fører til turens højeste punkt
Portomarín har en spændene historie bag sig. I 1960 blev landsbyen flyttet fra flodbredden til den bakketop, hvor den befinder sig nu. Da dæmningen til Miño-floden skulle bygges, blev hele byen desværre oversvømmet. Flere bygninger blev flyttet sten for sten og genopbygget, blandt andet den smukke fæstningskirke San Nicolás fra det 12. århundrede, og den romerske facade i San Pedro kirken. Er vandstanden lav i den opdæmmede sø, kan de gamle stenmure fra husene stadig ses. Dagens vandretur begynder med en jævn og til tider sej stigning. I dag skal vi nemlig forbi det højeste punkt på hele vores tur 722 meter over havet i Ligonde-bjergkæden. Inden vi når passet, kan vi vælge at tage en lille afstikker for at se resterne af en oldtidskeltisk fæstning og boplads, hvorfra udsigten over egnen er storslået. Inden vi kommer ned til landsbyen Ligonde, kommer vi forbi sten-vejkorset Crucero de Lameiros fra 1670, hvorfra vi forsætter med at følge de afmærkede Caminosten indtil vi kommer til vores destination, landsbyen Palas de Rei. (M) Anslået vandretid: 6-7 timer, 25 km
4. dag: Palas de Rei til Arzúa: Romerske kirker, middelalderslotte og blæksprutter
I dag har vi turens hårdeste etape i vente med mange både korte og lange op- og nedstigninger. Den bliver kaldt på spansk ”etapa rompepiernas”, hvilken kan oversættes til ”ben-smadre etapen”. Men ingen panik, vi tager stigningerne stille og roligt, og nyder de smukke udsigter undervejs. Vi passerer i dag flere middelalderbroer, og vandrer gennem de søvnige landsbyer, Casanova og Leboreiro, på vej mod Melide, som ligger ca. halvvejs på turen i dag. Dette er et af de bedste steder på Caminoen til at smage den lokale delikatesse, Pulpo á feira (blæksprutte). Vi finder mange berømte Pulperias i denne livlige by, hvor vi kan genoplade batterierne og smage denne lækre ret: blæksprutte serveret i skiver med olivenolie, paprika og kogte kartofler. Det meste af dagen foregår på stier gennem skovområder. Når vi forlader Melide, krydser Camineon flere vandløb, og passerer gennem middelalderlandsbyen Ribadiso, inden vi ankommer til Arzúa. (M) Anslået vandretid: 7-8 timer, 28 km
5. dag: Arzua til Amenal: Hyggelige lokale stier under høje træer, forbi græsmarker og frugtplantager
En af de to berømte kirker i Arzúa, Santa Maria eller La Magdalena, er det ideelle sted at få dagens stempler i vores pilgrimspas, og samtidig er kirkerne bestemt et besøg værd. Vandringen i dag vil i perioder foregå under høje træer, og mens vi vandrer gennem smukke skove og langs vandløb, kommer vi forbi stille, traditionelle landsbyer, som er omringet af græsmarker, små grøntsagshaver og frugtplantager. Bliver det varmt, er et kig ind i Santa Irena kapellet ikke en dårlig idé. Udover at være dejlig kølig er det her man kan se den vidunderlige statue af Santiago. Efter Santa Irena foregår de resterende 5 km ad stille og rolige landeveje og skovstier. Jo mere vi nærmer os Santiago jo større bliver landsbyerne, men vores mål for i dag er stadig en lille landsby ved navn Amenal. En god ”pilgrimsmenu”, som vi efterhånden er blevet godt vant til under vores tur, vil sikkert gøre underværker, så vores ben er klar til de sidste 16 km, vi har til Santiago de Compostela i morgen. (M) Anslået vandretid: 6-7 timer, 23 km
6. dag: Amenal til Santiago de Compostela: Bade ved Lavacolla og udsigten ved Glædens bjerg
Vi forlader Amenal om morgenen og passerer landsbyen Lavacolla, hvor det var en tradition for pilgrimme at bade i Sionllafloden for at gøre sig klar til sin ankomst til Santiago. Vi vandrer under høje eukalyptustræer, og tre km inden vi når Santiago de Compostela, når vi frem til Monte do Gozo - Glædens bjerg. Vi holder pause ved de store skulpturer, der pynter toppen, og herfra kan vi se tårnene på katedralen i Santiago for første gang. Vi er der næsten! Ved ankomst til den hellige by, bliver vi indkvarteret for de næste to nætter, og der vil være tid til at udforske byen. Det er muligt at gå til Pilgrimskontoret, hvor vi kan få udstedt La Compostela, som bevis for veludført pilgrimsvandring til Santiago. I middelalderen blev der i stedet uddelt muslingeskaller ved ankomst, og de blev hermed et pilgrimssymbol. Nu bruges skallerne som et symbol på caminoen, og man ser dem på alle skilte, som viser vej. Mange pilgrimme køber en muslingeskal først på rejsen og sætter den på sin rygsæk som symbol på, at man er på pilgrimsvandring. (M) Anslået vandretid: 4-5 timer, 16 km
7. dag: Santiago de Compostela
Et besøg i Santiago er alt andet end kedeligt, og mange der vandrer hertil, savner at have en dag til at opleve byen og nyde stemningen: Den unikke arkitektur og de charmerende gader, hvor vi møder andre glade pilgrimme, der har gennemført rejsen. Den gamle bydel er fortryllende med et velbevaret middelalder-centrum. Lokalbefolkningen er venlig, her er masser af stemningsfulde markeder, pladser, små gader, og der er bestemt ikke mangel på lækre spisesteder, hyggelige terrasser og cafeer! Kigger vi ind i Katedralen, kan vi se apostlen Jakobs grav og verdens største røgelseskar. Det vejer over 50 kg uden røgelse og kommer op på de 80 kg, når den er klar til at komme i sving. Der skal 8 mand for at få det i bevægelse, og det når en fart på 80 km i timen, mens den svinger oppe over katedralens gang. Der vil være mulighed for at komme på dagstur til ”verdens ende”. Kap Finisterre ligger ved en lille, malerisk havneby, der giver navn til stedet, og som ligger ca. 80 km vest for Santiago de Compostela. (M)
8. dag: Afgang til Danmark
I dag vender vi snuden hjemad. Vi bliver kørt fra Santiago til lufthavnen og vores fly hjem til Danmark. (M)
    Det er muligt at udvide rejse og flyve hjem senere fra Santiago eller en anden destination. Jysk Rejsebureau kan hjælpe med at skræddersy den videre rejse med f.eks. hoteller, billeje eller ture.

Overnatninger

1 overnatning i Sarria
1 overnatning i Portomarin
1 overnatning i Palas de Rei
1 overnatning i Arzua
1 overnatning i Amenal
2 overnatninger i Santiago

Alle overnatninger er på hotel i delt dobbeltværelse med eget bad.

Bemærkninger

Hvad kræver det af dig?
Vi går gennemsnitligt ca. 23 km om dagen. Den længste dag er på 28 km, og den korteste er på 16 km. Terrænet er skiftende mellem sand, grus, markveje, brosten og asfalt, og der vil forekomme lange op- og nedstigninger. Vi bærer kun på vores dagsrygsæk, da den resterende bagagge vil blive transporteret med bil mellem vores overnatningssteder. Vi går fem dage i træk, kan vablerne blive den største fjende på denne tur, så sørg derfor at vandrestøvlerne er gået til inden afrejse.

Afrejsedatoer

Status Rejseperiode Tilmeldingsfrist Pris
Lukket Rejseperiode18.04.20 - 25.04.20
8.995,-
Få pladser Rejseperiode16.05.20 - 23.05.20 Tilmeldingsfrist12-03-2020
8.995,-
Reserver
Ledige pladser Rejseperiode12.09.20 - 19.09.20 Tilmeldingsfrist09-07-2020
8.995,-
Reserver
Ledige pladser Rejseperiode03.10.20 - 10.10.20 Tilmeldingsfrist30-07-2020
8.995,-
Reserver

Information

Hvad er med / ikke med?

Længere nede på siden kan du se hvad der er inkluderet / ikke inkluderet i prisen

Kan rejseforslaget ændres?

Rejsen sælges som en hel “pakke”, og hvis der ønskes individuelle ændringer, vil der ikke være mulighed for refundering af de ydelser, der ikke benyttes. Anden hjemrejse kan arrangeres, såfremt der er plads på flyene, og mod et tillæg.

Gruppestørrelse

Minimum 9 deltagere, maksimum 14 deltagere.

Næste: 18-04-2020

Pakkeliste

  • Mindre vandrerygsæk
  • Trekkingstøvler
  • Trekkingsokker, gerne to par
  • Let regnfrakke eller skaljakke
  • Svedtransporterende tøj
  • Lommelygte/pandelygte
  • Vandtætte pakkeposer
  • Solbriller
  • Solhat eller kasket
  • Solcreme
  • Snacks - energibar og chokolade
  • Evt. lagenpose
  • Evt. egen vandflaske
  • Evt. vandresandaler
  • Evt. vandrestave og kikkert

Prisen er inklusiv

  • Flybillet København - Santiago de Compostela t/r (inkl. bagage)
  • Dansk rejseleder
  • Transfer ifølge program
  • 7 overnatninger ifølge program
  • Bagagetransfer mellem alle overnatninger
  • Pilgrimspas
  • Infomøde inden afrejse med gennemgang af ruten og udstyr
  • Minimum 15% rabat på udstyr hos Jysk Rejsebureau
  • Mulighed for at leje rygsæk for 100 kr. pr. mdr.
  • Dækning af pakkerejseloven og rejsegarantifonden

Prisen er eksklusiv

  • Rejse- og afbestillingsforsikring
  • Frokost (Madpakke kan købes på hotellet til ca. 7-12€)
  • Aftensmad (En tre retters pilgrimsmenu koster ca. 10-15€)
  • Drikkevarer
  • Drikkepenge
  • Entreer
  • Singleværelsestillæg koster 1000kr, hvis man ikke vil/kan dele værelse med andre

Prisbemærkning

Hvis du vil sikre dig en plads på en bestemt tur, så klik på ”Reserver”. Det koster 2.500 kr. i depositum, som fratrækkes den samlede pris når turen betales (ca. 2 måneder inden afrejse). Har du brug for at vide mere inden du beslutter dig, så book et møde (som også kan afholdes over telefon) med en rejsekonsulent.

Depositummet på de 2500kr. er ikke refunderbart.

Ønsker du at forlænge din rejse efter grupperejsen med dansk rejseleder, kan Jysk Rejsebureau hjælpe med at skræddersy din videre rejse.

Det med småt

Vær opmærksom på at programmet er med forbehold for ændringer. Klimatiske forhold kan også medføre ændringer i programmet.

Bemærk, at deltagelse i trekking og ture er på eget ansvar, så husk at tegne rejseforsikring hjemmefra. Vi anbefaler Europæiske Rejseforsikring, der dækker disse aktiviteter uden ekstra tillæg.

Da Jysk Rejsebureaus ture, aktiviteter og hoteller er meget populære, har vi kun mulighed for at tilbyde disse til kunder, der også køber flyrejsen igennem Jysk Rejsebureau.

Jysk Rejsebureau tager forbehold for programændringer, prisændringer og trykfejl.

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Rejsekonsulent Vicky Bøgh Henneberg

Vicky Bøgh Henneberg

Rejsekonsulent

vihe|jr.dk
Dida Gregersen Sloth

Dida Gregersen Sloth

Rejsekonsulent

disl|jr.dk
Henrik Nørgaard

Henrik Nørgaard

Rejsekonsulent

heno|jr.dk
Til top