Af Dorte Mikkelsen

Jeg valgte en to-dages tur til River Kwai, bestilt gennem Jysk Rejsebureau. Tidligt om morgenen på den første dag blev jeg hentet på mit hotel og kørte de ca. to timer til Kanchanaburi. På vejen havde den meget velinformerede guide fortalt om alt lige fra kongefamiliens traditioner, opførelser af skoler og universiteter til stoltheden over at have verdens flotteste ladyboys i Thailand.

Kanchanaburi
I Kanchanaburi besøgte vi en krigskirkegård, hvor også én dansk person lå begravet samt et krigsmuseum med billeder og illustrationer af tynde, nedslidte tvangsarbejdere, som japanerne havde beordret til at bygge broen. Herefter sejlede vi hen til Broen over River Kwai, fik taget de obligatoriske billeder og gik også en tur over broen.

Dødens Jernbane
Vi kørte en tur med ”Dødens Jernbane”. Skinnerne hænger nærmest bare fast på klippevæggen. Det er en rigtig flot tur, så sørg for at få en vinduesplads i venstre side, så kan man hænge ud af vinduet og suge det hele til sig. Nu skulle de, der havde valgt en-dagsturen tilbage til Bangkok. Jeg havde heldigvis taget en dag ekstra, og det var det hele værd. Vi skulle overnatte på et helt fantastisk lille sted på en ø ude i floden med nogle overraskende fine og lyse hytter, der alle lå helt ned til vandet.

Erawan Nationalpark
Om aftenen fik vi serveret dejlig thaimad og nød roen efter flere dage i Bangkok. På andendagen kørte vi til Erawan Nationalpark. Her fulgte vi de små stier i junglen, der ledte os til de syv niveauer af parkens storslåede vandfald. Det er en lidt hård ”bestigning”, men utroligt smukt. Hvert niveau er et helt nyt slags vandfald, og den tætte jungle omkring gør det til en mindeværdig naturoplevelse.

Alt i alt en rigtig hyggelig og begivenhedsrig lille tur.

Find alle vores rejseforslag til Thailand her.
River Kwai, Thailand, Asien
River Kwai, Thailand, AsienRiver Kwai, Thailand, Asien
Til top