Her på siden finder du praktisk information og fakta om Usbekistan.


Praktisk info om at rejse i Usbekistan


Visumforhold og indrejsekrav
Danske statsborgere kan visumfrit rejse til Usbekistan i op til 30 dage.
Se flere oplysninger på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Der kan forekomme indrejsekrav til Usbekistan såsom specifikke krav til vaccinationer, forsikringsdækninger, helbredsattest og lignende. Henvend dig til din rejsekonsulent omkring nuværende indrejsekrav til Usbekistan.

Særlige indrejseregler i Usbekistan i forbindelse med Covid-19
Der er ingen krav om vaccination eller test for Covid-19 for indrejse til Usbekistan.

Der kan forekomme lokale restriktioner, som fx brug af mundbind.

OBS! Visumregler og indrejsekrav kan ændre sig med kort varsel, så Jysk Rejsebureau anbefaler, at du tjekker de aktuelle forhold hos det pågældende lands ambassade. Ovenstående informationer er med forbehold for ændringer. Vores informationer er alene til vejledende brug – det er altid dit eget ansvar at opfylde og holde dig orienteret om de senest gældende indrejsekrav.

Klima og bedste rejsetidspunkt
Usbekistan har et utroligt interessant og vekslende klima. Lige så isende koldt det kan være om vinteren, lige så stegende hedt kan det være i de varmeste måneder om sommeren (juli og august), hvor den sydlige del af landet oplever temperaturer på op til 42 grader.
I vores optik er det optimale rejsetidspunkt april til juni. Her er temperatuerne behagelige, der er blå himmel og dejligt solrigt. Alternativt kan september og oktober være gode måneder til at forlænge sommerperioden lidt.
Vores anbefalinger om bedste rejsetidspunkt i Usbekistan er baseret på, hvordan klimaet har været tidligere år. Vejret kan være meget omskifteligt og uforudsigeligt og derfor er vores anbefalinger om rejsetidspunkt kun vejledende.

Se klimatabel over vejret i Usbekistan her.

Penge
Den usbekiske møntfod hedder Sum. Der er ATM’s i alle større byer, hvor der er mulighed for at hæve Sum, men de kan være svære at finde, og der er ikke overvældende mange af dem.
De fleste større butikker, hoteller og restauranter tager imod internationale kreditkort.

Transport
Fly:
Hvis du har et stramt program, kan det sagtens være, at det kan betale sig at flyve indenrigs.

Bil:
Der er ingen biludlejningsbureauer i Usbekistan, så hvis du gerne vil bruge bil, som transportmiddel skal du enten medbringe din egen eller leje en taxa og en chauffør for en dag - enten gennem hotellet eller et tour-bureau.

Bus:
Busture er langsommelige, klemte og svære at finde ud af. Kan du ikke finde én bus, er taxaer det bedste bud til at komme rundt i byerne.

Taxa:
Dele-taxaer er oftest den nemmeste måde at komme rundt på. De venter til bilen er fuld og kører derefter til de aftalte destinationer. Du kan altid tilkøbe flere pladser, hvis du foretrækker en lidt mere komfortabel rejse.

Drikkepenge
Generelt er drikkepenge ikke ret udbredt i Usbekistan. Ofte tillægger restauranter og caféer 10-15% i service charge og det er god stil selv at lægge et tilsvarende beløb, hvis det ikke automatisk tilføres regningen. Guider, chauffører og portere på hoteller vil ofte forvente drikkepenge for deres service.
Vi anbefaler altid, at du sætter dig godt ind i, hvor meget der er normalt at give i drikkepenge og til hvem inden du tager af sted på din rejse. Find f.eks. information om drikkepenge i Lonely Planets guidebøger.


Fakta

Hovedstad: Tasjkent
Sprog: Usbekisk, men russisk bliver ofte brugt
Klima: Temperet, tørt fastlandsklima
Valuta: Sum
Religion: Overvejende sunnimuslimsk


Information om Usbekistan

Usbekistan er som en tidsrejse tilbage til karavanernes tid. Silkeruten fra Kina til Europa krydsede igennem Usbekistan og det har haft en kæmpe effekt på landet - både historisk, arkitektonisk og økonomisk. For med silken kom velfærden og i den periode blev der bygget enorme bygningsværker, der kan imponere de fleste. Du kan fortabe dig i Usbekistans ofte blodige historie, drømme dig tilbage i tiden når du kigger på de imponerende moskéer, paladser og madrasaer samt gå på opdagelse i landets stemningsfulde baserer. Landet er endnu ikke overrendt af turister, så det er endnu muligt at få den autentiske usbekiske oplevelse.

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Se alle vores gratis foredrag

Tilmeld dig her
Til top