Tilmeld dig vores gratis online foredrag om turen til Everest Base Camp her.
Dette fysisk udfordrende trek fører os gennem sherpaernes storslåede hjemegn, små hyggelige landsbyer, langs farverige mani-sten og forbi buddhistiske klostre. Trekket byder på enestående udsigter til en perlerække af verdens højeste bjerge - Mt. Everest, Lhotse, Makalu og Cho Oyu for blot at nævne et par stykker.
Her er tale om et af de allersmukkeste områder i Everest-regionen med store gletsjere, grønne bjergsøer og uforstyrret udsigt til en lang række Himalaya-giganter.
På turen bliver der selvfølgelig også tid til at opleve Nepals hovedstad Kathmandu med de smalle stræder, historiske templer, imponerende stupaer og livlige markeder.
Der er 13 dages trekking på denne 19 dages tur, og dermed god tid til akklimatisering.
Vi tilbyder også denne tur uden dansk rejseleder, se den her
Trekking i Nepals Everest-region har to højsæsoner. Ideelt er fra marts til midt maj og fra september til og med november. I de to perioder er luften klar, og udsigten fra bjergene er bedst.
1. dag: Afrejse fra Kastrup
Afgang fra Kastrup og efter mellemlanding flyves direkte videre til Nepals hovedstad Kathmandu med ankomst den efterfølgende dag.
2. dag: Ankomst til Kathmandu - Sightseeing
Ankomst til Kathmandus internationale lufthavn. Vi mødes med rejselederen i Kathmandu lufthavn. Husk at medbringe 50 USD i kontanter til nepalesisk visum, der udstedes direkte i lufthavnen.
Vi har privat transfer direkte til vores hotel, der ligger i centrum af Kathmandu. Resten af dagen er sat af til sightseeing og afslapning efter flyrejsen.
3. dag: Kathmandu - Forberedelse til trek og transport til Ramechhap
Kathmandu er en utrolig spændende og livlig hovedstad med masser af historie, kultur og anderledes sanseindtryk. Tag f.eks. til Durbar Square, der har utallige smukke templer, ”abetemplet” Swyambhunath, Nepals største buddhistiske stupa Boudanath og Nepals vigtigste hindu-tempel Pashupatinath. Udforsk også de små gyder og stræder, og oplev de lokales hverdag. Om eftermiddagen drager vi ud på en fem timers bustur til den lille landsby Ramechhap. På køreturen får vi en spændende indføring i lokalt landsbyliv og kan betragte storslåede udsigter over floder, landbrug og bjergterræn gennem ruderne på den bumlende bus. Enten vil vi i Ramechhap overnatte på en lille lodge, men om muligt vil vi - i vaskeægte glampingstil - blive indlogeret i telte, hvor lys, madrasser og myggenet sikrer en komfortabel campingoplevelse. Det beror på, om teltene er ledige fra tur til tur. (
M)
4. dag: Fly til Lukla - Trek til Phakding
I klart vejr er det en flot flyvetur fra Ramechhap op til Lukla i 2.800 meters højde. Everest og Khumbu regionerne er hjemland for sherpa-folket og verdens højeste bjerg Mt. Everest. Det er en stor kultur- og naturoplevelse at trekke her tæt på flere af verdens højeste tinder, hvor sherpaerne lever i små bjerglandsbyer. Fra Lukla snor ruten sig ned igennem områder med fyrreskov via Chablung og Ghat til Phakding landsbyen. I godt vejr har vi allerede på trekkets første dag mulighed for at få udsigt til sneklædte bjergtinder.
Anslået trekkingtid: Fire timer. Højder: Kathmandu 1350m, Lukla 2840m, Phakding 2600m
5. dag: Første trekkingdag i Everest National Park til Namche Bazaar
Efter morgenmaden fortsætter turen nordpå mod Jorsale ved at følge floden Dudh Koshi. Det er her, vi ankommer til selve Sagarmatha (Everest) National Park, og turen i parken starter med en kort gåtur til de to floder Imja Drangpa og Nangpo Tsangpo (Bhote Koshi), som vi krydser via en hængebro. Herefter går turen opad i to timer, indtil vi når Namche Bazaar, som er hovedbyen i denne region. Namche er en meget velstående sherpa by og et meget vigtigt handelscentrum for området.
Anslået trekkingtid: Seks timer. Højde: Namche Bazaar 3440m
6. dag: Namche Bazaar - Akklimatiseringsdag
Namche Bazaar er et ideelt sted at holde akklimatiseringsdag og vende sig til højderne med mulighed for at vandre op til Khunde hospitalet og op til Everest View Hotel med gode udsigter. Tidligt om morgenen går vi op til nationalparkens lille fine museum, hvorfra vi har mulighed for at se nogle af verdens højeste bjergtinder – bl.a. Mt. Everest, Mt. Lhotse, Mt. Nuptse og Mt. Ama Dablam.
Anslået trekkingtid: Fem timer
7. dag: Trek fra Namche Bazaar gennem frodig skov til Tengboche
Fra Namche Bazaar venter en let times trekking, hvorefter det går nedad cirka halvanden times tid efterfulgt af cirka to og en halv times vandring opad til Tengboche. Undervejs er der super flotte bjergudsigter til Everest og Ama Dablam, frodigt skovterræn med fyr, birk og rododendron samt vilde dyr og fugle. I Tengboche ligger det flotte Tengboche Gompa, der er sherpa-folkets vigtigste kloster og hovedcenter for buddhismen i området. Om aftenen høres den karakteristiske lyd af blæseinstrumenter, som munke og lamaer bruger til deres religiøse ceremonier.
Anslået trekkingtid: Seks timer. Højde: Tengboche 3860m
8. dag: Skønne bjergudsigter på trekket fra Tengboche til Dingboche
I dag venter en behagelig gradvis stigning op til Dingboche, der ligger i 4.300 meters højde med helt fantastiske bjergudsigter. Undervejs vandrer vi igennem skove med farverige rododendrontræer og små sherpa landsbyer.
Anslået trekkingtid: Seks timer. Højder: Dingboche 4300m
9. dag: Dingboche - Akklimatiseringsdag
På denne akklimatiseringsdag er der mulighed for at blive i lejren og slappe af og nyde udsigterne til Ama Dablam, Kantega og Nuptse. Vi anbefaler at tage på et trek til Nagartsang Peak (5030m), der varer tre-fem timer, da det vil forbedre akklimatiseringen.
10. dag: Følg foden af Khumbu Glacier til Lobuche
I dag følger vi dalen, hvor vi på den ene side kan nyde udsigten af de to imponerende tinder Cholatse og Tawache. Vi vandrer op mod Khumbu Glacier, og på vejen vil vi møde mange stendysser, der er sat op til ære for mange af de sherpa-folk, som har mistet livet i forsøget på at hjælpe folk til toppen af Mt. Everest. Vi følger foden af glacieren, indtil vi når til dagens mål Lobuche.
Anslået trekkingtid: Seks timer. Højde: Lobuche 4930m
11. dag: Trekkingdag til Everest Base Camp
Vi starter ud tidligt med en tre timers smuk vandretur langs Khumba Glacier mod Gorak Shep. Her tager vi et velfortjent hvil, før vi fortsætter turen mod Everest Base Camp. Turen op til Everest Base Camp tager ca. fem-seks timer, og der bliver tid til at nyde udsigten og følelsen af at have nået dette mål, før vi bevæger os tilbage til Gorak Shep.
Anslået trekkingtid: Ni timer. Højder: Gorak Shep 5170m, Everest Base Camp 5364m
12. dag: Solopgang over Everest Base Camp, og videre til Pheriche
Denne morgen står vi tidligt op for at vandre til en af de flotteste udsigtsposter, som findes i Everest regionen Kala Pattar. Her kan vi nyde solopgangen og udsigten udover Mt. Everest, før vi vandrer tilbage til Gorak Shep, hvor morgenmaden er klar. Efter vi har spist, går turen nedad bakke det meste af vejen til Duglha og derefter videre til Pheriche. I Pheriche har HRA (Himalayan Rescue Association) et støttecenter for tilskadekomne trekkere, som er rigtig interessant at besøge.
Anslået trekkingtid: Otte timer. Højder: Kala Pattar 5550m, Gorak Shep 5170m
13. dag: Trek via floden Imja Khola til Phortse
I dag møder vi igen floden Imja Khola, og ved at følge denne kommer vi igennem Pangboche og videre til Phortse.
Anslået trekkingtid: Fem timer. Højde: Phortse 3860m
14. dag: Trek fra Phortse til Namche Bazaar
Fra Phortse går vi ned til broen, der skal føre os over floden Dudh koshi, og derfra vil vi begynde at vandre stejlt opad til Mongla for til sidst at ende i Namche.
Anslået trekkingtid: Fem timer. Højde: Namche bazaar 3440m
15. dag: Dagens sidste trekkingdag til Lukla
Fra Namche bazaar vil du blive overrasket over, hvor nemt det er at tage vandreturen ned til landsbyen Jorsale. Vi følger vejen forbi landsbyerne Phakding og Choplung og ender ved Lukla.
Anslået trekkingtid: Syv timer. Højde: Lukla 2840m
16. dag: Fly til Ramechhap
Tidligt om morgenen flyves retur til Ramechhap. På klare dage kan vi nyde en rigtig flot flyvetur over det smukke bjerglandskab. Ved ankomst kører vi ca. fem timer til Kathmandu.
17. dag: Udforsk Kathmandu
Tilbage i Kathmandu er der tid til at gøre de sidste indkøb og udforske byen. Hvis al energien ikke er brugt endnu, anbefaler vi at leje mountain bikes og udforske Kathmandu dalen. Denne dag inkluderer en afskedsmiddag. (
M,
A)
18. dag: Afrejse fra Kathmandu
Vi samles og kører til lufthavnen. Vi flyver med mellemlanding til København.
Husk at det er muligt at ændre hjemrejsedatoen, så har du mod på mere eventyr, f.eks. safari i Chitwan eller afslapning i Pokhara, så tag fat i din rejsekonsulent, og få skræddersyet den rejse, der passer til dig.
19. dag: Ankomst til København
Turen slutter i Københavns lufthavn Kastrup.
Der flyves til og fra Lukla fra lufthavnen i den lille landsby Ramechhap – ca. fem timers kørsel fra Kathmandu.
Vær opmærksom på, at højdesyge kan opstå på alle treks, uanset om de anbefalede retningslinjer på området overholdes (For yderligere information henvises til
Statens Serum Institut).
Ligeledes skal det bemærkes, at en del treks ikke overholder de anbefalede retningslinjer vedrørende for eksempel overnatningshøjde, da de ellers ikke kan gennemføres.
Alle Jysk Rejsebureaus trekkingture er gennemprøvede, og vi oplever sjældent, at vores rejsende får højdesyge. Dog er det særdeles vigtigt, at du søger ned i højde, hvis du mærker symptomer på højdesyge (for eksempel hovedpine, åndenød og opkast). Højdesyge er en akut tilstand, der skal tages meget alvorligt.
Du bør kontakte din læge og diskutere muligheden for at forebygge højdesyge i forhold til dit trek. Jysk Rejsebureau refunderer ikke trek, som bliver påvirket eller afbrudt på grund af højdesyge.
Der er på dette rejseforslag et luftfartsselskab, som optræder på Eu’s blacklist -
Tjek listen her. Vi har valgt denne flyløsning, da der ikke er andre alternative flyselskaber, der flyver på den omfattede rute. Når du vælger denne rejse mister du retten til at få omlagt rejsen eller refunderet billetterne som følge af, at det givne luftfartsselskab optræder på listen. Vi anbefaler, at du undersøger din forsikringer i forhold til eventuelle begrænsninger i deres dækning.
Hvad kræver det af dig?
Everest Base Camp trekket er et hårdt trek, og derfor er der ingen garanti for at komme med hele vejen til Base Camp.
Du skal være i god fysisk form, og være i stand til at vandre mellem 10 km og 18 km om dagen i 13 dage. Mange dage er der over 1.000m i opstigning/nedstigning, så det er en fordel, hvis du har trænet dine ben før afrejse med trapper, bakker og evt. squats.
Du skal bære din dagsrygsæk på ca. 6kg, hvor du har snacks, vand, ekstra tøj til pauser mm. Resten af din bagage bliver båret af bærerne fra vores team.
Der vandres i kuperet terræn, og til tider stejle strækninger.
Grundet højden vi bevæger os i, vil tempoet være roligt men jævnt. Højden gør vandringen udfordrende grundet det faldende ilttryk, men vi har afsat god tid til akklimatisering.
Denne rejse er generelt ikke egnet for bevægelseshæmmede.