Søg
Søg
Garden Route Cape Town Port Elizabeth Sydafrika
Garden Route, Sydafrika
Garden Route, Sydafrika
Garden Route, Sydafrika
Garden Route, Sydafrika
Garden Route, Sydafrika

Garden Route

Frapris pr. pers. v. 2 pers.

DKK 2.395,-

Varighed: 6 dage

På Sydafrikas sydøstkyst finder man dette meget smukke område mellem høje bjerge og Det Indiske Ocean. Garden Route byder på hyggelige kystbyer, hvaler, strudsefarme, drypstenshuler, vandreture, dyreparker, bungy jumps, hvide sandstrande og meget mere.

Garden Route er et utrolig naturskønt område i Sydafrikas Western Cape med en kyststrækning, der med rette er blevet en populær kør-selv rute. Dette område har rigtig meget forskelligt at byde på. Med bjergene på den ene side og strande og bugte på den anden møder man flere smukke kystbyer, naturreservater og andre attraktioner på sin vej, som alle indbyder til stop.

Garden Route har fået sit navn efter de mange smukke blomster, du kan se langs ruten. Udsigten er en blanding af grønne skove og frugtbare marker, rå kyststrækninger med klipper, der rejser sig lige op af havet og smukke laguner med hvide sandstrande. Ruten byder også på mange dyreoplevelser. Eksempelvis Stony Points pingvinkoloni, hvalerne og hajerne ved Hermanus, strudsene ved Oudtshoorn eller delfinerne ved Dolphin points. Turen er en ideel blanding af natur, dyreliv, kultur og historie, og du bestemmer selv tempoet.

Sæson
Årstiderne er modsat af de danske. Man kan køre turen året rundt, men den bedste sæson er den sydafrikanske sommer fra oktober til april. Om vinteren (maj-oktober) falder temperaturen til 9-10 grader om natten, og blæsten ude fra havet kan føles kølig. Hvalsæsonen er mellem juni/juli og november.
Garden Route har et dejligt mildt klima (det næst-mildeste i verden efter Hawaii) med temperaturer, som aldrig når over 28 grader eller under 10.

Detaljeret beskrivelse

1. dag: Cape Town til Hermanus (120km)
Du henter en lejebil i Cape Town og sætter kursen mod Hermanus. Den anbefalede rute er en naturskøn strækning, som går forbi mindre kystbyer som Gordon’s Bay og Kleinmond. Efter en smuk køretur når du frem til Hermanus. Hvis du besøger området i hvalsæsonen (juli – november), kan du være heldig at se den truede sydlige rethval, når de kommer tæt på kysten ved den rolige og dybe bugt ved Hermanus. Vil man helt tæt på, kan man sejle ud i både. Hvis du ikke besøger Hermanus i hvalsæsonen, skal du ikke fortvivle - med byens hyggelige atmosfære og pragtfulde beliggenhed, kommer du ikke til at kede dig.

2. dag: Hermanus til Oudtshoorn (360km)
Fortsæt rejsen igennem byen Swellendam, der ligger ved foden af de smukke Langeberg-bjerge. Efter Cape Town og Stellenbosch er Swellendam den tredje ældste europæiske bosættelse i Sydafrika. Byen blev grundlagt af Dutch East India Company i 1745 og blev navngivet efter guvernøren Swellengrebel og hans kone Damme. Byen er kendt for sin historie og har mange flotte eksempler på den kaphollandske arkitektur. Dernæst kører du videre ad den smukke R62, som fører dig til Oudtshoorn, hvor du overnatter. Din eftermiddag kunne indeholde et besøg på en af de over 400 strudsefarme i området, hvor du kan lære meget mere om verdens største fugl.

3. dag: Oudtshoorn til Knysna (120km)
I dag går turen mod de verdensberømte drypstenshuler Cango Caves. Her kan du komme med en guidet tur rundt i de snørklede gange og huler og blive forbløffet over de smukke og finurlige formationer, som drypstenene har dannet i løbet af mange tusinde år. Tæt på hulerne finder du også Cango Wildlife Ranch, en stor dyrepark, hvor du, hvis du er rigtig modig, kan dykke med krokodiller. Efter frokost kører du ud mod kysten via George, som er Garden Route’s største by og ender i Knysna. Knysna (udtales Naisna) ligger lige i hjertet af Garden Route og er en flot kystby med urskov på den ene side og en smuk lagune på denne anden. Lagunen møder havet imellem de imponerende The Heads, to store farverige sandstensklipper, hvorfra der er en fantastisk udsigt, som man ikke bør snyde sig selv for. Nyd resten af eftermiddagen på havnefronten eller på det nyligt udviklede beboelsesprojekt Thesen Islands. Aftensmaden bør selvfølgelig nydes ved vandet, hvor der er masser af restauranter at vælge imellem. Knysna er bl.a. kendt for sine velsmagende østers.

4. dag: Knysna
Denne dag kan du bruge på egen hånd i Knysna og området omkring byen. Her er nogle forslag til aktiviteter:

  • Tag med på the Featherbed Experience som starter med en bådtur over lagunen til the Featherbed Nature Reserve på den vestlige klippe (the western Head), hvor du kan nyde en smuk vandretur i det flotte naturreservat.
  • Knysna Elefant Park, hvor man tager sig af afrikanske elefanter som før levede i skoven ved Knysna er bestemt også besøget værd.
  • Hvis vejret er godt, kan du også besøge Plettenberg Bay, som er Sydafrikas dyreste ferieby og måske bruge tiden på en af de smukke strande.


5. dag: Knysna til Port Elizabeth (255km)
På vej til Port Elizabeth bør man stoppe ved den smukke Tsitsikamma National Park, hvor man kan nyde en gåtur langs den forrevne kyststrækning. De virkelig modige kan her udfordre sig selv med intet mindre end verdens højeste bungy jump på 183 meter ud fra Bloukrans River Bridge. For de mindre rå er der en rigtig sjov oplevelse i Flying Fox svævebanen over kløften. Ellers kan man også bare betale for at komme hen og se elastikspringerne kaste sig selv ud over kanten. Herefter fortsætter du det sidste stykke til den store havneby Port Elizabeth, hvor du har en enkelt overnatning.

6. dag: Afrejse Port Elizabeth - eller videre rejse
Du afleverer bilen i lufthavnen - eller du kan fortsætte den videre rejse langs kysten.

Overnatning:
1 nat i Hermanus
1 nat i Oudtshoorn
2 nætter I Knysna
1 nat i Port Elizabeth

M = Morgenmad, F = Frokost, A = Aftensmad

OBS: Programmet er med forbehold for ændringer. Klimatiske forhold kan også medføre ændringer i programmet.

Afrejsedatoer

Denne kør-selv tur kan køres hele året.

Priser

Frapris pr. pers. v. 2 pers.

DKK 2.395,-


Prisbemærkning

Prisen inkluderer:
6 dages billeje inkl fri km
1 overnatning i Hermanus
1 overnatning i Oudtshoorn
2 overnatninger i Knysna
1 overnatning i Port Elizabeth

Prisen inkluderer ikke:
Flybillet fra/til Danmark
Ekstra forsikring på billeje
Kontraktgebyr på billeje
Måltider udover de nævnte
Drikkevarer og lommepenge

Det er muligt at opgradere bilen og overnatningerne samt skræddersy din kør-selv rute i Sydafrika. Forhør dig nærmere hos en rejsekonsulent.

Fraprisen er taget med udgangspunkt i lavsæson priser. Reservationer i højsæson (fx jul/nytår og sommerferien) er normalvis højere end denne pris. Prisen er med forbehold for pladssituationen.
Jysk Rejsebureau kan skræddersy din rejse præcis som du ønsker det. Denne tur er én af vores egne favoritter, men har du andre ønsker, sidder vores rejsekonsulenter klar til at opfylde din drøm.

Da Jysk Rejsebureaus ture, aktiviteter og hoteller er meget populære, har vi kun mulighed for at tilbyde disse til kunder, der også køber flyrejsen igennem Jysk Rejsebureau.

Bemærk, at deltagelse i trekking og ture er på eget ansvar, så husk at tegne rejseforsikring hjemmefra. Vi anbefaler Europæiske Rejseforsikring, der dækker disse aktiviteter uden ekstra tillæg.

Jysk Rejsebureau tager forbehold for programændringer, prisændringer og trykfejl.

Til top
Find os på: