Vi har sammensat et aktivt rejseforslag til dig i det nordvestlige Thailand.
Du oplever Bangkoks forskellige ansigter både på egen hånd og på en guidet cykeltur. Du bliver udfordret på et spændende trek i Umphang området, der ligger i det nordvestlige Thailand ikke langt fra Myanmar. Her skal du trekke og sove i telt og opleve den smukke og frodige jungle på en raftingtur. Det er en helt unik oplevelse at overnatte i et pælehus i en lille landsby hos Karen folket. I Chiang Mai langt mod nord står den på oplevelser for alle sanser. Du får et adrenalinkick, når du suser gennem trætoppene på svævebaner - de såkaldte ziplines, du får lov at køre din egen tuk tuk en dag og kan ellers udforske byen på egen hånd.
Har du tid og lyst til flere eventyr i Thailand, på slowboat i Laos, eller måske lidt afslapning på en palmestrand eller dykning i det skønne hav, er der selvfølgelig mulighed for at forlænge rejsen. Tal med din rejsekonsulent om mulighederne.
Se alle vores andre fantastiske turforslag til Thailand her
Få information og fakta om Thailand her
I Nordthailand kan det i perioden fra juni til oktober regne en hel del. Den bedste periode er fra november til februar, hvor det er tørt, og dagstemperaturen ligger på omkring 30 grader. Fra marts til maj kan temperaturen komme helt op på 40 grader om dagen. Fra februar til maj vil vi benytte bambustømmerflåder, hvis det er muligt. Umphang trekket kan normalt gennemføres året rundt.
1. dag: Afrejse fra Danmark
Afgang fra Danmark mod Thailand hvor du ankommer næste dag.
2. dag: Ankomst Bangkok
Ved ankomsten til Bangkok bliver du hentet i lufthavnen og kørt til dit guesthouse. The Chamberlain har en meget central beliggenhed tæt ved floden og Chinatown, og byder på en god og hjemlig atmosfære. Resten af dagen er fri til at gå på opdagelse i Bangkok.
Overnatning på guesthouse (
M)
3. dag: Klong tur - Bangkok
Sammen med din guide kører du tidligt om morgenen ned til kajen, hvor turen ind i Bangkoks små kanaler, klongerne, starter. Du sejler et stykke ned af hovedfloden, Chao Phraya, inden båden fører dig roligt gennem klongerne, hvor vandet er livsnerven, og kontrasterne hersker. Her sejler handlende rundt i små både og udbyder deres varer, og imponerende teaktræshuse ligger side om side med ydmyge små blikskure. Kontrasten til det centrale Bangkoks hektiske trafikbillede er enorm. Her brydes stilheden af motoriserede både, hanegal, musik fra enkelte huse og børnenes glade latter. Der gøres flere spændende stop undervejs, inden turen slutter ved ”pier 9” ved Grand Palace. Herfra kan du på egen hånd besøge templerne, shoppe i området eller tage den offentlige færge tilbage til dit guesthouse. Overnatning på guesthouse (
M)
4. dag: På cykeltur i Bangkok
I dag skal du ud på en aktiv tur rundt i Bangkok. Din tur starter i Sukhumvit området hvorfra du på cykel oplever storbyens mange ansigter. Du bliver blandt andet guidet ad smalle gyder i ”Little Chinatown”, igennem Khlong Toey markedet og slumkvarterer og slutter af med en sjov udfordring af balanceevnen på de smalle stier over klongerne (kanalerne) i Phra Pradaeng, der også kaldes ”Bangkoks lunger”. Omgivelserne her er grønne og frodige, luften er frisk og fuglene synger imellem palmerne. Efter du - og din cykel - har krydset floden i langbåd, cykler du rundt på smalle cementstier, der er bygget på pæle i klongerne og udgør et omfattende stisystem. Her er højhusene erstattet med palmer og trafikstøjen med fuglesang – en helt anden side af Bangkok, end den de fleste rejsende oplever.
Overnatning på guesthouse (
M,
F)
5. dag: Bangkok på egen hånd og start på Umphang trek
Du kan idag udforske området omkring The Chamberlain på egen hånd. Chinatown ligger fx i gåafstand eller du kan gå opad Silom Road og få en gang massage eller udforske de små sidegader med lækre madboder. Hen på aftenen skal du afsted på Umphang trek. Du bliver kørt til busstationen, hvorfra du tager VIP luksusbus fra Bangkok til Maesot. Husk en varm trøje til natbussen, der har en effektiv aircondition. Ankomst meget tidligt næste morgen.
Overnatning i bus (
M)
6. dag: Mae Sot - Umphang
I Mae Sot bliver du hentet ved bussen og får mulighed for at sove et par ekstra timer på en madras i et guesthouse. Efter morgenmad og et bad venter en kort køretur til det thai-burmesiske grænsemarked ved floden Moi. Her foregår en livlig handel med bl.a. smykker, træhåndværk og fødevarer. Efter frokost kører du i offentlig songthaew (halvåben ladvogn) videre til Umphang i selskab med de lokale rejsende. Det er en meget smuk køretur gennem bjergene – omkring fire timer og med over 1.000 vejsving - så husk evt. køresygepiller. Din rygsæk opbevares på taget af songthaewen, så tag din varme trøje og evt. regnslag ud inden afgang, da der kan være koldt i højderne. Det højeste punkt på køreturen er 1.400 meter over havet. Om aftenen er der indkvartering hos Mr. T, og du møder guiderne, der giver en kort gennemgang af turen.
Overnatning i simpel hytte (
M,
F,
A)
7. dag: Rafting i gummibåd og trekking
Efter morgenmaden begynder raftingturen sydpå ad Mae Klong floden (fra februar - maj benytter vi bambustømmerflåder, hvis det er muligt). Turen på floden veksler i hastighed afhængigt af årstiden. På roligt vand kan du sidde afslappet og nyde de naturskønne omgivelser. Efter sejlturen er der cirka fire timers trekking til den offentlige lejrplads i Umphang Wildlife Sanctuary, hvor vi har tilladelse til at slå telte op. Det er turens hårdeste trekkingdag med en del vandring op ad bakke.
Overnatning i telt (
M,
F,
A)
8. dag: Tee Loi Su vandfaldet - trekking til Karen landsby
Formiddagen bruges på en vandretur til det imponerende Tee Loi Su vandfald, der er Sydøstasiens største. Det er flottest lige efter regntiden (nov.-dec.). Hvis vejret tillader det, kan du tage en dukkert i de naturlige pools ved foden af vandfaldet. Tee Loi Su er også et populært udflugtsmål for thaierne. Efter frokost vandrer du gennem store bambuslunde, over broer og gennem tæt jungle til Karen-landsbyen Ko Tha, hvor du overnatter meget spartansk i et traditionelt pælehus bygget af teaktræ og bambus. Gå rundt i landsbyen og få et indtryk af Karen-stammens dagligdag og levevis – guiden kan fortælle om deres kultur og traditioner.
Homestay i Karen landsby (
M,
F,
A)
9. dag: Umphang - Mae Sot
Efter en god morgenmad er det tid til en trekking tur på ca 3 timer genem junglen til Palatha, hvor din transport tilbage til Umphang venter dig. Du overnatter igen i Mr. Lar’s guesthouse (
M,
F,
A).
10. dag: Mae Sot – Chiang Mai
Efter morgenmaden tager du den lokale bus til Chiang Mai. Her bliver du hentet ved stationen og kørt til Eco Resort, hvor du skal bo i tre nætter på dormværelse. Er dit værelse ikke klar, har du mulighed for at opbevare din bagage og slappe af ved poolen eller benytte nogle af de mange andre faciliteter, som resortet tilbyder.
Overnatning på guesthouse (
M)
11. dag: Eventyr i trætoppene (Ziplining):
Du skal meget tidligt op i dag, men der venter dig et adrenalinfyldt eventyr med ”adventure ziplining” i trætoppene! Hvis du vil have morgenmad, skal du selv huske at bestille en “grap-and-go” morgenmadsboks i receptionen aftenen før. Efter ca. to timers kørsel ankommer du til turens udgangspunkt. Ved ankomsten bliver du forsynet med det nødvendige udstyr, modtager instruktioner og så er det ellers bare af sted ud i junglen og svæve fra trætop til trætop. Glæd dig til en dag med masser af sjov i trætoppene. Der er frokost inden du vender tilbage til Chiang Mai først på eftermiddagen. Resten af dagen er til fri afbenyttelse.
Overnatning på guesthouse (
M,
F)
12. dag: Chiang Mai - Kør din egen tuk tuk
Du bliver idag hentet ved 8-8.30 tiden og bliver kørt ca 1,5 time til Mae Wang, hvor du får introduktion til og undervisning i at køre din egen tuk tuk. Undervejs stopper I ved lokal restaurant, hvor du får prøvesmagt en masse lækre thai retter. Du får også mulighed for at nyde en tur på bambus raft ned ad den smukke flod inden du ruller tilbage til udgangspunktet bag rattet på din tuk tuk. Du bliver kørt tilbage på hotellet først på aftenen.
Overnatning på guesthouse (
M,
F)
13. dag: Du kan fortsætte videre på eventyr eller tage hjem
Om du vil videre på eventyr i Laos eller måske flyve sydpå og tage et dykkercertifikat, komme i form på fitnesscamp eller bare slappe af på de skønne strande er helt op til dig - Tag en snak med din rejsekonsulent og blive inspireret til din videre færd.
Sværhedsgrad: Let - moderat (afhængigt af årstiden). Vær opmærksom på at trekket er hårdest i regntiden fra juni til oktober, hvor der i perioder kan komme meget regn, og stierne bliver mudrede. Nogle gange kan det blive nødvendigt at gå en del af strækningen på grusvej. Af hensyn til naturens bevarelse og dit udbytte af turen tilstræber vi at trekke i små grupper med mellem to og otte deltagere. Mange af guiderne er fra Umphang og vokset op med junglen, men deres engelskkundskaber er ofte begrænsede.
Vær opmærksom på at transporten mellem Mae Sot og Umphang er med offentlig songthaew (halvåben ladvogn), hvor du på travle dage kan forvente at skulle dele pladsen med mange lokale. Du er velkommen til at opbevare eventuel overskydende bagage hos Mr. Lar i Mao Sot, imens du er på trek.
Hvis man ikke selv kan eller ønsker at bære sin egen bagage, er det muligt at at leje en bærer.
Vi anbefaler ikke turen til mindre børn eller gravide.
For at køre tuk tuk skal du have et kørekort til bil med manuelt gear og et internationalt kørekort med.