VIETNAM
1-3. dag: Ankomst til Hanoi
Når I ankommer til Vietnams hovedstad Hanoi, bliver I hentet i lufthavnen og indlogeret på guesthouse i to nætter.
3. dag: Hanoi til Halong Bay
Om morgenen bliver I hentet på hotellet, da I skal på gruppetur til Halong Bay. Køreturen tager ca. fire timer med et kort stop på vejen. I ankommer til Halong by og går ombord på båden ved middagstid. Imens I spiser en dejlig frokost, kan I nyde en formidabel udsigt over Halong Bay og Ga Choi bjerget. Efter frokost lægger båden til, og der er mulighed for at gå på opdagelse i den smukke Surprise-grotte eller tage en kajaktur i Trong-grotteområdet. Efter en fantastisk oplevelse er I tilbage på båden til aftensmad. Efter maden kan I bruge aftenen på at slappe af, se film, fiske efter blæksprutter eller fordybe jer i stjernehimlen. (
F,
A)
4. dag: Lan Ha Bay, Dark and Light Cave og Ba Trai Dao
I dag skal I udforske et område af Halong Bay ikke mange turister finder vej til. I står op til den fantastiske solopgang, og efter morgenmaden bliver I sejlet i en mindre båd langs den fredfyldte bugt, hvor I blandt andet ser de fantastiske kalkstensklipper i Lan Ha Bay. Senere er der stop ved Dark and Light Cave, hvor der er mulighed for at udforske området i kajak, inden I sejler videre til Ba Trai Dao området. Her er der tid til at bade, highjumpe fra båden eller dase i sandet og nyde den unikke natur. Frokost serveres på båden, hvorefter I kan slappe af på soldækket, mens I sejler tilbage mod Halong bugten. Aftensmaden bliver serveret på bådens restaurant - nyd resten af aftenen ombord på båden inden I kryber til køjs. (
M,
F,
A)
5. dag: Halong Bay til Hanoi
Nyd solopgangen tidligt om morgenen eller sov lidt længere. Efter morgenmaden er vi fremme ved en af Halong Bays bedste strande, hvor I kan tage en dukkert og klatre op ad et af de smukke bjerge for at nyde udsigten. Frokosten spiser I på båden med udsigt til Halong Bays flotte klippeformationer, imens der sejles til fastlandet. Tilbage på land går turen mod Hanoi, hvor I ankommer sidst på eftermiddagen. (
M,
F)
6-14. dag: På egen hånd i Vietnam med Jysk Rejsebureau i ryggen
Tag på trekkingtur i de smukke risterrasser i Sapa og bo i en lokal minoritetslandsby ved en familie. Tag med et nattog til det centrale Vietnam og besøg byerne Hue, Hoi An og Da Nang. Tre hyggelige byer, hvor I blandt andet kan opleve kongepaladser, skræddere, UNESCO-fredede områder, smukke ruiner, lækre strande og storbyer med alt, hvad det indebærer. Tag videre til Nha Trang og tag derfra til Saigon på en tre-dages tur bag på en motorcykel. Oplev nationalparker og plantager med gummitræer, cashewnøddetræer, teplantager, tobaksplantager og alt det, man ellers ikke oplever, hvis man tager nattog eller fly til Saigon. I Saigon kan I opleve krigsmuseet, Cu Chi tunnellerne og de fantastiske markeder med alt fra fisk, grøntsager, smykker og stof. Tag videre til Mekong-deltaet, hvor I kan se det flydende marked og oplev det lokale liv.
15. dag: Ho Chi Minh City til Phnom Penh i Cambodja
I dag går turen med bus fra Ho Chi Minh City i Vietnam til Phnom Penh i Cambodja. Vær forberedt på en del ventetid ved grænseovergangen.
CAMBODJA
1-7. dag: På egen hånd i Cambodja med Jysk Rejsebureau i ryggen
I Cambodja er I på egen hånd, så I bestemmer selv, hvor meget tid I vil bruge de forskellige steder. Oplev blandt andet fortidens spændende kulturer og alvorlige rædsler i Phnom Penh. Tag til Siem Reap og se Khmerrigets ruinkompleks Angkor Wat. Cambodja er langt mere end blot historie - her er storslået natur og en vital befolkning, der ser fremad. På dag 7 bliver I afhentet i Siem Reap og kørt til grænsen til Thailand. Her skal I gå med jeres bagage over grænsen. Når I er kommet gennem grænsekontrollen, vil der stå en chauffør på den Thailandske side og køre jer til Bangkok.
THAILAND
1-3. dag: Ankomst til Bangkok
Ved ankomst til Bangkok bliver I hentet i lufthavnen og indlogeret på jeres hostel i to nætter. I får også et bykort over Bangkok, og I kan altid søge hjælp og inspiration på servicekontoret, som ligger lige ved jeres hostel.
2. dag: Cykeltur i Bangkok
På denne cykeltur kommer I ind bag Bangkoks facade og oplever områder af millionbyen, som kun få rejsende finder frem til. På to hjul bliver I blandt andet guidet ad smalle gyder i ”Little Chinatown” og igennem Khlong Toey markedet. Afslutningsvis udfordres balanceevnen på de smalle stier over klongerne (kanalerne) i Phra Pradaeng - også kaldet 'Bangkoks lunger'. Omgivelserne her er grønne og frodige, luften er frisk og fuglene synger imellem palmerne.
3. dag: Start Umphang Trek: Natbus til Mae Sot
I dag starter jeres 6-dages trekkingtur til Umphang Wildlife Santuary. I mødes på jeres hostel (forhør jer dagen før hos serviceguiderne om det præcise tidspunkt). Herfra er der afgang med bil til busstationen, hvorfra I kører med natbus fra Bangkok til Mae Sot. Husk en varm trøje til natbussen, der ofte har en effektiv aircondition. I ankommer tidligt næste morgen.
Overnatning: I overnatter delvist i pælehuse (eller lignende budget overnatning) og delvist i telt på turen. Soveposer samt liggeunderlag kan lånes i Umphang. Pak en lille taske med det nødvendige til junglen – husk, at I selv skal bære jeres ting. Resten af jeres bagage kan i mellemtiden opmagasineres i enten Bangkok, Mae Sot eller Umphang.
4. dag: Mae Sot til Umphang
I Mae Sot hentes I ved bussen af jeres lokale guide, og så får I mulighed for at sove et par ekstra timer på en madras i et gæstehus. Efter morgenmaden og et brusebad tager guiden jer med på en kort køretur til det thai-burmesiske grænsemarked ved floden Moi. Her foregår en livlig handel med bl.a. smykker, træhåndværk, tørrede svampe og billige kopicigaretter. Efter frokost kører I med offentlig songthaew (halvåben ladvogn) videre til Umphang i selskab med de lokale. Det er en meget smuk køretur (ca. 4 timer) gennem bjergene med over 1.000 vejkurver! Din rygsæk opbevares på taget af songthaewen, så tag din varme trøje og evt. regnslag ud inden afgang, da der kan være koldt i højderne. Det højeste punkt på køreturen er 1.400 meter over havet. Om aftenen er der indkvartering i den lokale landsby, hvorefter I mødes og spiser aftensmad med guiderne, der også giver en kort gennemgang af de kommende dage. (
M,
F,
A)
5. dag: Rafting i gummibåd, trekking og Thi Lo Su-vandfaldet
Formiddagen byder på rafting i gummibåd ad Mae Klong-floden i sydlig retning (fra februar til maj benyttes bambustømmerflåder, hvis det er muligt). Floden veksler i hastighed afhængigt af årstiden. Det er en god idé at opbevare kameraudstyr i en plastikpose og have solcreme, hat og sandaler klar til sejlturen. Efter et par timer bliver jeres både trukket op på flodbredden, og I stiger ombord på en songthaew, der kører jer til lejrpladsen. Herfra kan I gå hen til det imponerende Thi Lo Su, der er Sydøstasiens største vandfald. Medbring et håndklæde og badetøj, så du kan tage en forfriskende svømmetur, og hvis vandstanden tillader det, springe ud fra toppen af vandfaldet. Thi Lo Su er også et populært udflugtsmål for thailænderne så vær forberedt på, at her kan være mange turister i højsæsonen. Efterfølgende vender I tilbage til lejrpladsen, hvor I sammen med jeres guider vil slå telte op og forberede aftensmaden. (
M,
F,
A
Bemærk venligst, at afhængigt af regler fra nationalparkens myndigheder kan I vandre i 3-4 timer til lejrpladsen i stedet for at rejse med en songthaew. Hvis det er tilfældet, vil I besøge Thi Lo Su på den følgende dag.
6. dag: Trekking til Karen-stammelandsby
Trekkets fjerdedag starter med morgenmad, hvorefter I vandrer gennem store bambuslunde, over broer og gennem tæt jungle til Karen-landsbyen, Ko Tha, hvor I overnatter i et traditionelt pælehus bygget af teaktræ og bambus. Der er mulighed for, at I kan gå en tur i landsbyen og få et indtryk af Karen-stammens dagligdag og levevis. Kvinderne i Karen-stammen er kendt for at bære messingringe om halsen, der gør deres halse længere. Guiden vil forklare jer nærmere om stammens kultur og traditioner. Om eftermiddagen, afhængigt af vandstanden, vil der være mulighed for at vandre til et vandfald i nærheden. (
M,
F,
A)
Bemærk venligst, at hvis I besøger Thi Lo Su om morgenen inden jeres vandretur til Karen-landsbyen, vil I sandsynligvis ikke have tid til at vandre til det nærliggende vandfald.
7. dag: Umphang til Mae Sot
Dagen starter ud med morgenmad i landsbyen. Derefter begynder I jeres vandretur gennem junglen, der går over en lille bakke til en anden landsby. Herfra vender I tilbage til Umphang, hvor I har tid til en lille frokost, inden I stiger ombord på en songthaew tilbage til Mae Sot, hvor I overnatter på et simpelt hotel. (
M,
F,
A)
8. dag: Mae Sot til Chiang Mai
I tager lokalbussen fra Mae Sot til Chiang Mai. På stationen i Chiang Mai bliver I hentet og kørt til jeres hostel, hvor I har resten af dagen på egen hånd.
8-10. dag: Chiang Mai
Chiang Mai er Thailands næststørste by, og her kan I blandt andet tage ud og opleve de mange autentiske templer eller den omkringliggende storslåede natur, som området er kendt for. Om det skal være med lokal bus eller på en guidet tur, hvor I kører jeres egen Tuk Tuk, er op til jer. I kan også udforske Chiang Mai på cykel, tage på thai madlavningskursus, dyrke yoga eller prøve kræfter med ziplining. Mulighederne er mange i denne pulserende storby.
10-23. dag: På egen hånd i Thailand med Jysk Rejsebureau i ryggen
Har I nået det, I gerne ville i Chiang Mai, kan I sætte kursen sydpå til en af Thailands mange smukke øer, hvor I kan slappe af på stranden, udforske øen og få fornemmelsen af rigtig ø-stemning, snorkle eller tage dykkercertifikat. Besøg Thailands ældste national park Khao Sok, hvor I kan tage en overnatning i et flodhus på Cheow Lan Lake søen. Brug de sidste dage i Bangkok på at få lavet tøj ved skrædderen eller besøg storcenteret MBK, hvor I kan købe alt, hvad hjertet begærer af tøj og souvenirs. Mulighederne er mange, og servicekontoret vil altid kunne hjælpe jer.
23. dag: Hjemrejse fra Bangkok
Jeres rejse slutter, og I flyver til Kastrup Lufthavn i København.
THAILAND - Sommerprogram for afgangene 23-06-2025, 30-06-2025, 07-07-2025, 21-07-2025, 04-08-2025
1-4. dag: Ankomst til Bangkok
Ved ankomst til Bangkok bliver I hentet i lufthavnen og indlogeret på jeres hostel i tre nætter. I får også et bykort over Bangkok, og kan altid søge hjælp og inspiration på vores servicekontor, som ligger lige ved jeres hostel.
2. dag: Cykeltur i Bangkok
På denne cykeltur kommer I ind bag Bangkoks facade og oplever områder af millionbyen, som kun få rejsende finder frem til. På to hjul bliver I blandt andet guidet ad smalle gyder i ”Little Chinatown” og igennem Khlong Toey markedet. Afslutningsvis udfordres balanceevnen på de smalle stier over klongerne (kanalerne) i Phra Pradaeng - også kaldet 'Bangkoks lunger'. Omgivelserne her er grønne og frodige, luften er frisk og fuglene synger imellem palmerne. (
M)
3. dag: Bangkok på egen hånd
Efter at have spist morgenmad på jeres hostel har I dagen til at udforske Bangkok. Dagen kan bruges på at besøge nogle af de mange templer i byen, smutte forbi det pulserende China Town eller tage på shopping og nyde noget af det lækre mad fra byens mange restauranter. (
M)
4. dag: Bangkok til Sai Yok National Park
Efter morgenmad bliver I hentet på jeres hostel og kørt til Thonburi Railway Station i Bangkok. Her venter en togrejse til Kanchanaburi, hvor I kører gennem et meget smukt og frodigt område af Thailand. I ankommer til Nam Tok stationen først på aftenen, hvor I bliver mødt af jeres guide. Herefter fortsætter I videre til Sai Yok National Park. Ved ankomsten til parken skal I være forberedt på at betale et indgangsgebyr, da dette ikke er inkluderet i turens pris og kun kan betales ved indgangen til nationalparken. Senere bliver I indkvarteret i jeres flydende bungalows. Herefter er det tid til at slappe af efter dagens rejse inden, en velfortjent middag venter med udsigt til det majestætiske Sai Yok vandfald. (
M,
A)
5. dag: Sai Yok National Park
Vi håber, I har sovet godt til lyden af det nærliggende vandfald som baggrundsmusik. I starter dagen ud med morgenmad i sceniske omgivelser, hvorefter I har lidt tid på egen hånd til at udforske området. Senere på dagen skal I på jungleeventyr. Eventyret foregår på en tømmerflåde, der til at begynde med bliver trukket af en longtail-båd. Efter et lille stykke tid slukker motoren på longtail-båden, og jeres tømmerflåde flyder nu på floden omgivet af jungle og naturens lyde. Slap af, nyd sejlturen og tag en forfriskende dukkert i det kølige vand inden, frokosten serveres. Efter frokost venter et eventyr i kajakker. Padl med strømmen ned af River Kwai floden gennem den uberørte nationalpark og nyd naturen langt fra civilisationen. Efter sejlturen på floden er det tid til at sige farvel til jeres guide og vende tilbage til jeres bungalows. Her kan I nyde den sidste tid i Sai Yok inden en velfortjent middag. (
M,
F,
A)
6. dag: Sai Yok National Park til Surat Thani
Det er tid til at tage afsked med junglen. Efter morgenmaden går rejsen tilbage til pulserende Bangkok – nu fyldt med gode oplevelser fra de sidste to dages ophold i nationalparken. I ankommer til storbyen sidst på eftermiddagen i god tid til lige at strække benene inden, turen fortsætter sydpå i natbus til Surat Thani. (
M)
7. dag: Surat Thani til Koh Samui
I ankommer i til busterminalen i Surat Thani tidligt om morgenen. Her bliver I hentet og kørt til færgelejet, hvorfra I sejler til Koh Samui. Nyd turen på det smukke hav og glæd jer til afslapning på en af Thailands smukke øer. Ved ankomst på Koh Samui bliver I hentet og kørt til jeres hostel, hvor I kan slappe af og nyde livet på stranden.
8-9. dag: Koh Samui
De næste to dage kan I nyde det afslappede ø-liv på Koh Samui. Jeres hostel ligger på en af de mest berømte strande på øen, Chaweng Beach. Herfra er der god mulighed for at starte dagen med en dukkert og tage på eventyr i øens seværdigheder. (
M)
9-23. dag: På egen hånd i Thailand med Jysk Rejsebureau i ryggen
Når I har oplevet det, I gerne ville på Koh Samui, kan I sætte kursen mod andre af Thailands mange smukke øer, hvor I kan slappe af på stranden, udforske ø-livet, snorkle eller tage dykkercertifikat. Besøg Thailands ældste national park Khao Sok, hvor I kan tage en overnatning i et flodhus på Cheow Lan Lake. Brug de sidste dage i Bangkok på at få lavet tøj ved skrædderen eller besøg storcenteret MBK, hvor I kan købe alt, hvad hjertet begærer af tøj og souvenirs. Mulighederne er mange, og servicekontoret vil altid kunne hjælpe jer.
23. dag: Hjemrejse fra Bangkok
Jeres rejse slutter, og I flyver til Kastrup Lufthavn i København.