Tryghedsgaranti ved køb af din rejse i 2021 og 2022 Læs mere
Bijoy Ghosh er én af Open Shelter's ildsjæle. Læs hans historie nedenfor.
Første gang Bijoy Ghosh kom på den hektiske togstation i Indiens millionby Calcutta, var han 16 år gammel. Han var sammen med sin far på den Howrah Station, hvor toge fra hele landet kontant buldrer ind og har deres endestationen. Men det var ikke kaosset, farverne eller larmen, der fangede Bijoys øjne. Det gjorde gadebørnene. Alle dem der boede på stationen og havde deres liv mellem skinnerne. Beskidte og barske – og de fleste af dem meget yngre end ham selv.

”Jeg spurgte min far, hvad børnene lavede på stationen, men han sagde, at det skulle jeg ikke bekymre mig om. Men det gjorde jeg alligevel. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad deres historier var. Hvorfor de var endt der,” husker Bijoy.
Da han blev 18 år, søgte han om job hos en lokal organisation, hvis fokus var at hjælpe børnene på stationen. I dag er han 28 og har i de seneste 10 år haft sin faste gang på Howrah Station, hvor han forsøger at hjælpe børnene væk. Og nu kender han deres historier alt for godt.
Kolkata, Indien, portræt Bijoy
”De fleste af dem er stukket af hjemmefra, fordi deres forældre ikke behandlede dem godt. Det kan skyldes ting – alkoholisme, dårlige forældre, fattigdom, vold eller prostitution. Og så er der også nogle, der simpelthen er blevet væk fra deres familie,” forklarer 28-årige Bijoy og tilføjer, at der hver dag passerer 1 million mennesker gennem stationen med 23 spor.


Afhængig af stationslivet

På Howrah Staiton går Bijoy rundt mellem sporene. Han leder efter børnene, der holder sammen i mindre grupper, hvor de forskanser sig i skyggen under den bagende sol. Der er en behagelig gennemstrøm af luft under en lille viadukt, hvor en gruppe på godt 10 børn – de fleste drenge – holder til mellem to spor. Når et tog ind i mellem bumler forbi, forstærkes den lumre brise, men duften af opløsningsmiddel er umiskendeligt den samme. Mange af børnene sniffer lim, som bærer på sig i små stykker stof, de ind i mellem tager op til næsen. Og snuser ind. For at glemme sulten, sorgen og smerten.

Bijoy snakker med dem. Pjatter. Får dem til at smile og føle sig godt tilpas. Men taler også alvorsord med dem og forklarer dem, at hvis de tager med ham tilbage til det hjem, Open Shelter, hvor han arbejder, kan de få mad, et bad, en seng at sove i og blive tilset af en læge. Men de må ikke sniffe lim der. For mange af børnene er det et svært valg.

”Her på togstationen kan de få opfyldt deres afhængighed, de får mad fra forbipasserende, har penge fra at samle flaske og kan sågar købe sig til sex med nogle af pigerne,” forklarer Bijoy.

Men i dag er der brug for hans hjælp. Igen. En af drengene har fået hul i hovedet, fordi flere af dem har været oppe at slås med hinanden. De store skiffersten mellem skinnerne er oplagte våben. Drengen, der ikke er meget mere end 8 år, har en ordentlig flænge i panden, og det er svært at se, hvad der er størknet blod, og hvad der er bule. Han bliver ved med at pege på sin pande. Han ved godt, at den er gal.

”Vi tager ham nu til lægen, og så kan han blive der nogle dage. Han har ikke tidligere villet med os, men nu har han brug for hjælp. Og så er vi der for ham. Derfra giver vi ham støtte og rådgivning, så de kan komme videre,” forklarer Bijoy.

Drengen var lige ved at forlade shelteret dagen efter, fordi hans abstinenser begyndte at blive stærke, men de ansatte på Open Shelter fik overtalt ham til at blive.


Tynde og trætte

Open Shelter ligger tæt på Howrah Station. Det er et såkaldt emergency shelter for drenge, og det har åbent 24 timer i døgnet. Organisationen bag hedder Little Big Help, og det blev i 2011 etableret af danske Lisbeth Johansen. Det er de færreste af drengene, der bliver på shelteret særlig længe. Ønsker de at blive, kan de komme på organisationens børnehjem for drenge, Boys Home, eller blive hjulpet med at komme hjem til deres familier eller få hjælp til at finde et arbejde og etablere et ordentligt liv.

Indien har Asiens største jernbanenet, og i Calcutta ender togbanen fra blandt andet Mumbai. Derfor bliver det automatisk det sidste stop for børnene – hvad end de flygter fra noget eller ufrivilligt er endt det. Gadedrengene hopper om bord på togene, mens de stadig er i fart for at samle tomme flasker i deres enorme indsamlingssække. Flaskerne sælger de til nogle af de voksne, der også bor på stationen og fungerer som en slags bandeledere, der giver penge og lim i retur.

Når børnene sniffer meget lim, glemmer de især deres sult. Derfor er mange af dem meget tynde, når de kommer på shelteret. Og trætte. De rolige omgivelser de får på det åbne hjem, hvor de ikke behøver være konstant på vagt, får mange af dem til at sove en hel del de første par dage, de er der.


Rådgiver drengene

Flere dage om ugen tager Bijoy med sine kolleger ud og snakker med børnene på stationen. Det kaldes for outreach arbejde, hvor de tilbyder drengene at komme med tilbage på shelteret. De kan ikke have piger og drenge sammen, så indtil videre er det kun drengene, der kan komme med til shelteret, men der er planer om, også at oprette et shelter for de piger, der lever på stationen.

Håbet med shelteret er, at en eller flere nætter væk fra det hårde stationsliv og misbruget af lim, hjælper børnene i den rigtige retning – væk fra Howrah Station.

”Jeg tror på, at en skønne dag, vil alle drengene hér komme til vores shelter, så vi kan ændre deres liv til det bedre,” forklarer Bijoy mellem de larmende tog.

Der ligger et større apparat bag, når Bijoy og de andre kolleger, tager børn med fra stationen til shelteret. Først skal de runde politistationen og udfylde juridiske papirer. Derefter tager på hospitalet til et sundhedstjek og så til sidst Open Shelter. Her taler de med børnene og rådgiver dem om deres situation. Børnevelfærdskomiteen bestemmer i sidste ende, om børnene skal videre til drengehjemmet eller følges hjem til deres familie – og om nogle rådgivere skal tage med og tale med familien, så problemerne måske kan løses.

”Det betyder alt for børnene, at de har denne mulighed for at komme på Open Shelter – både i nødssituationer, og hvis de gerne vil væk fra stationen. Gadebørn ved ikke, hvad de skal gøre for at komme væk, så de har brug for vores støtte,” lyder det fra Bijoy. For ham handler arbejdet især om at tale med børnene, lytte og have deres tillid. En ting der kan være svært, eftersom børnene ikke stoler på nogen.

”Normalt viser ingen omsorg for de børn, der lever på gaden. Men vi taler venligt med dem og forklarer, at vi har et shelter, og hvis de tager med dertil, får de hjælp. Så breifer vi dem om, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Vi forklarer dem, at på Open Shelter kan vi give dem alle former for hjælp 24 timer i døgnet. Og vi giver dem 100 procent det, som de har brug for – og der er ingen tvang.”

At gadebørnene betragtes som det allerlaveste i samfundet, blev for nyligt igen understreget, da politiet lavede et raid på stationen. De tævede alle børnene og ødelagde det alter, som børnene havde lavet et stykke fra stationen, hvor de indimellem søgte sjælefred.


Gør en forskel

Bijoy går rundt med sin kollega Rahul i dag. De deler kiks ud til børnene, der glade og nysgerrige samles om de to socialarbejdere. De giver hånd og krammer de to mænd og virker trygge i deres selskab. Rahul boede selv på stationen fra han var 10 til 13 år. Det var Bijoy der fandt ham, og fik Rahul ind i det program, som Bijoy arbejdede for dengang. De hjalp ham med at få forskellige jobs, indtil Rahul selv sagde, at han gerne ville arbejde på shelteret og med børn, der var i samme situation, som han selv havde været i. Det er efterhånden 6 år siden, og han har i mellemtiden hjulpet rigtig mange drenge med at komme til shelteret og videre derfra. Væk fra Howrah Station.

”Der er mange, der er triste, når de forlader Open Shelter. Også selvom de skal hjem til deres eget hjem. For hos os har de fået tryghed og rutiner for deres dag, som de måske ikke engang har haft derhjemme. Men vi giver dem vores telefonnummer, så de altid kan ringe. De ved, at vi altid står klar til at hjælpe dem igen – og det giver dem en tryghed. De ved, at de ikke er alene,” forklarer Bijoy og tilføjer:

”Når man arbejder på Open Shelter, arbejder man med hjertet. Det er min passion at hjælpe gadebørnene, for uden os har de ingen. Og jeg håber virkelig, at der er om nogle 100 år er nogle, der vil sige, at dette arbejde gjorde en forskel. Det tror jeg.”
Til top