Hos Jysk Rejsebureau arbejder massevis af rejselystne og eventyrhungrende globetrotter, der har rejst med deres små børn og babyer rundt i hele verden. Det har givet os en enorm viden og erfaring inden for rejser med børn, og dem vil vi dele med dig i vores liste over de bedste råd til at rejse med baby - inden afrejse, på flyveturen og under rejsen.

INDEN AFREJSE

Pakkeliste: Lav en pakkeliste og vær realistisk. Husk alt fra babyens dyne og solhat til legetøj og termometer.

Køb hjemmefra eller i udlandet: Husk alt det, der måske ikke findes tilsvarende i udlandet – bleer har det med at være dårligere og fyldt med parfume i udlandet. Mælkerstatninger smager anderledes for de små, da det i udlandet indeholder jern.

Sovekrybbe i flyet: Bestil en krybbe hos flyselskabet, så I sikrer jer, at der er et sted, hvor den lille kan sove, og lej eller køb en airshell, der beskytter klapvognen under flyveturen.

Taske til flyveturen: Pak en selvstændig taske til flyveturen med alt fra bleer og sutteflaske til affaldsposer og vådservietter. Glem ikke legetøjet og flysnacks.

Tjek oplevelser for spædbørn: Husk at tjekke, om man må tage spædbørn med til alle de ting, som I planlægger at lave. Safari, teatre og madlavningskurser tillader sjældent børn. Tjek også om den lejede autocamper i USA har børnesæde.


TIL FLYVETUREN

Mad på flyet: Lad være med at medbringe alt mulig hjemmelavet mad. Det bliver for besværligt. Tag i stedet mad på tube og evt. i glas med, eller undersøg om jeres flyselskab tilbyder babymeals/børnemenuer på flyet.

Mad på glas: I må have al slags babymad på glas med (f.eks. vælling og babymos på glas) gennem security-kontrollen, så tag gerne lidt ekstra med. I kan måske - hvis personalet er særligt grundige - blive bedt om selv at smage på maden i glasset inden I må gå videre. Tag også kiks og lignende med som din baby kan få, hvis der er ved at opstå grædekrise på flyveturen.

Tag klapvognen med: I mange lufthavne kan du tage klapvognen med helt ud til gaten. Det letter processen, hvis du har hjul under den bette. Klapvogne må man ofte gerne have med som gratis håndbagage, hvis ikke de er for store. Husk også en bæresele eller slynge til lufthavnen – man skal ind i mellem gå ret lange afstande i transfer.

Undgå propper i ørene: Hvis du ammer, når I letter og lander, undgår du at din baby får propper i ørene. Har du lidt større børn med, kan vingummibamser til at gumle i og juice med sugerør også hjælpe til at undgå tryk i ørerne, når man letter og lander.


UNDER REJSEN

Én oplevelse om dagen: Hav maksimalt én stor oplevelse på programmet pr. dag.

Pause til baby: Tag hjem en time eller to i løbet af dagen for at give din baby lidt ro – eller hav en kort dag. Alternativt kan I bruge et par timer i en park eller på en legeplads, så jeres baby kan komme op af vognen og lege lidt.

Et medbragt tæppe er uundværligt: Hav altid et tæppe med, hvis I skulle få lyst til at sætte jer og hygge eller lege i en park.

En sprayflaske med vand: Hav gerne en lille sprayflaske med vand med rundt på ture, så din baby kan blive kølet lidt ned, hvis der er varmt der, hvor I rejser.

Køb det meste lokalt: Det er altid godt at huske på, at der jo også er babyer i andre lande, så man kan købe stort set alt. Der kan dog være forskelle på kvaliteten hjemmefra og i udlandet, ligesom andre lande ikke har samme restriktioner for f.eks. parfume i produkter. Derfor er det selvfølgelig meget rart selv at have de vigtigste ting med hjemmefra.

En bæresele gør underværker: Med den lille i en bæresele kan man komme vidt omkring og måske endda på et trek, der varer op til et par timer. Så kan det pludselig føles lidt som dengang, inden man fik de små guldklumper, når man drog på eventyr off the beaten track.


Vil du læse mere? Her er nogle emner, du måske kan finde relevante:
Se vores rejseforslag til familierejser her.
Se vores pakkeliste til familiens mindste.
Læs en rejseberetning fra vores rejsekonsulent Søs, som var på en to måneders jordomrejse under sin barsel med sin mand og deres lille søn.
Læs en rejseberetning fra vores rejsekonsulent Rasmus fra hans barselsrejse i Nordamerika med sønnen Manfred på 6 måneder.
Tag på din drømmerejse med din baby
Til top