Tryghedsgaranti ved køb af din rejse i 2021 og 2022 Læs mere
15 dage
Inkl. fly og indtjekket bagage
Fra 28.195,-
Indhent tilbud Book møde 70 20 19 15
Går du med en drøm om at komme helt ud i USAs vilde natur, så er dette rejseforslag for dig. Rejsen starter i Bozeman, hvor du mødes med trekkinggruppen og din guide, inden du begiver dig ud i Yellowstones vilde natur på det legendariske fire dages Heart Lake til Snake River trek. Der er alt udstyr inkluderet på trekket, du skal blot have vandrestøvler og outdoor-tøj til dig selv (gruppen deles om at bære alt udstyr og bagage). Efter fire dage udenfor civilisation omgivet af Yellowstones dramatiske natur og fantastiske dyreliv, går turen til Salt Lake med fly. Her henter du din lejebil og kører mod Moab, hvor du har en fantastisk mountainbiketur i Arches N.P. inkluderet. Området er kendt for sin fantastiske ”slickrock” (meget ru klippeunderlag), som gør det til ét af verdens bedste steder at køre mountainbike - lad dig ikke skræmme af det, turen kan gennemføres af alle, som kan cykle, og du bestemmer selv tempoet. Der er tilmed afsat tid, så du kan tage på trekkingture i Arches- og Canyonlands N.P. Næste stop på rejsen er Monument Valley, hvor du skal på Mystery Valley trek med Navajo-indianere - det er en fantastisk kulturel og historisk oplevelse at trekke i dalen med smukke klippeformationer og hulemalerier. Fra Monument Valley sætter du kursen mod Grand Canyon, hvor du med guide skal gå det smukke Bright Angel trek på en dagstur. Sidste stop på rejsen er Las Vegas, inden rejsen går tilbage til Danmark.

USAs fantastiske natur byder på nogle af Nordamerikas mest fantastiske back-country trekkingruter, hvor flere af disse kræver tilladelser, og nogle er flerdages vandreture. Dette rejseforslag er blot til inspiration, og vi kan skræddersy rejsen med andre guidede treks, hvis du ønsker det. Nedenfor kan du se nogle af de steder, hvor Jysk Rejsebureau kan arrangere trekkingture:
  • Yosemite National Park
  • Death Valley National Park
  • Grand Canyon National Park
  • Grand Teton National Park
  • Great Smokey Mountains
  • Sequoia og Kings Canyon
  • Sedona Red Rock Country
  • Rocky Mountains National Park
Og mange flere...

Få information og fakta om USA her
Se alle vores andre fantastiske rejseforslag på USA her

Bedste rejseperiode

Den bedste rejseperiode for dette rejseforslag er fra midt juli til midt september. En stor del af dette område består af ørken og bjerge, som betyder høje temperaturer om sommeren og næsten ingen regn. Forår- og efterårsmånederne byder på behagelige temperaturer om dagen, hvorimod nætterne kan være kolde. Vintermånederne er lune, men der vil i bjergrige områder være sne og lukkede veje.

Dagsprogram

Fold program ud
1. dag: Afrejse fra Danmark og ankomst til Bozeman
Afgang fra Danmark mod Bozeman med ankomst samme dag. Efter ankomst i lufthavnen tager du på egen hånd til dit hotel. Her har du to overnatninger inden dit trek i Yellowstone starter.
2. dag: På opdagelse i Bozeman og orienteringsmøde
Du har dagen i dag til at få handlet det sidste til trekket i Yellowstone, hvad end det er snacks eller outdoor-udstyr. Når shopping er overstået, kan du besøge byens dinosaurus-museum ved navn Museum of the Rockies, som huser USA’s største kollektion af dinosaurknogler. Du kan også besøge Montana Grizzly Encounter, hvor du kan komme helt tæt på en levende grizzlybjørn. Om eftermiddagen vil der være orienteringsmøde med din guide og resten af gruppen på dit hotel, så alle er klar og udstyret er pakket, til I skal afsted næste morgen. Heart Lake til Snake River trek er ét af de mest sceniske backcountry treks i Yellowstone, som kommer omkring nogle af de klassiske Yellowstone højdepunkter som gejsere, varme kilder, søer, bjerge og vildmark. Der vil være tid til at udforske en af Yellowstone største søer, som er vært for et fantastisk dyreliv, herunder elge, hjorte, ulve, ræve, grizzlybjørne, sortbjørne, svaner og meget mere. Du vil krydse Witch Creek, en dampende termisk strøm, der munder ud i Heart Lake. På bjergskråningen og på toppen af Mount Sheridan vil du få mulighed for at nyde nogle af de bedste og mest storslåede udsigter i Yellowstone. Der vil være mulighed for at nyde en svømmetur i nogle af områdets varme kilder midt i Yellowstones vildmark. (M)
3. dag: Heart Lake - Snake River trek
Gruppen mødes om morgenen med guiden og kører samlet afsted til startpunktet for trekket, hvilket tager cirka 3,5 time. På med trekkingstøvlerne ved Heart Lake i den sydlige central Yellowstone, hvorefter gruppen trekker igennem et område, som brændte under de berømte Yellowstone-brande i 1988. Factory Hill (2.928 moh) dominerer udsigten mod syd, mens gruppen bevæger sig op til et plateau med udsigt over Witch Creek og Heart Lake. Herefter fortsætter turen langs en række varme kilder til udmunding af Witch Creek, hvor naturen ændrer sig til moser og enge, inden gruppen kommer til Heart Lake. Den største ørred nogensinde fanget i Yellowstone blev fanget her - en 20 kg stor sø-ørred. Langs søens vestlige bred er Rustik Geyser, hvor gruppen slår lejr. (M,F,A) Længde: cirka 13 km Sværhedsgrad: Let - moderat
4. dag: Heart Lake - Snake River trek
Gårsdagens lejr bruges i dag som basecamp, da dagens trek går til toppen af Mount Sheridan. Mount Sheridan blev navngivet i 1871 af kaptajn Barlow efter generalen Philip H. Sheridan, en fremtrædende soldat som var stamgæst i parken. Med sine 3.142 meter over havets overflade, ligger toppen 871 meter over Heart Lake. Ruten snor sig gennem enge og skove op ad den nordvestlige bjergside. Fra toppen er der en spektakulær 360º udsigt over Grand Teton, Lewis Lake, Absaroka Mountains og Yellowstone Lake. (M,F,A) Længde: cirka 21 km Sværhedsgrad: Moderat
5. dag: Heart Lake - Snake River trek
Efter en god morgenmad fortsætter gruppen sydpå langs Heart Lakes vestlige bred gennem et åbent landskab, hvor det vrimler med vilde blomster. Mens du vandrer direkte under Mount Sheridan, kan du se en række karakteristiske lavineskråninger, der viser præcis, hvor kæmpemæssige laviner har fejet ned mod søen. Det er ikke så underligt, at skoven virkelig skal kæmpe for at slå rødder her! Fra den sydlige del af søen fortsætter dagens trek gennem tyk skov, indtil du rammer et åbent og moset landskab ved Sheridan Lake. Efter at have passeret en anden sø (den maleriske Basin Creek Lake), kommer gruppen ned til dagens lejr ved Snake River nær en række varme kilder. En af dem har en overraskende høj vandstand og nogle rigtig smukke blå alger, der trives i ekstreme temperaturer. Kilderne fortsætter ca. 500 meter, før de løber ud i Snake River - et fantastisk sted for en svømmetur, hvor du kan hvile de trætte ben. (M,F,A) Længde: cirka 18 km Sværhedsgrad: Moderat
6. dag: Heart Lake - Snake River trek og tilbage til Bozeman
Den sidste dag på trekket går langs Snake River til den sydlig indgang i Yellowstone. Det er en smuk 9 km trekkingtur gennem tæt bevoksning af klitfyr, gran og rødgran med mulighed for at spotte vilde dyr. Herfra går turen tilbage til Bozeman og dit hotel, en køretur på cirka 4 timer. (M,F) Længde: cirka 9 km Sværhedsgrad: Let
7. dag: Med fly fra Bozeman til Salt Lake, og med bil til Moab (384 km)
Der er tidlig afgang med fly til Salt Lake City. Her henter du din lejebil og kører mod Moab – en charmerende by, der går for at være USAs adventurehovedstad grundet sine fantastiske mountainbikeruter og muligheder for riverrafting. Byen huser også et hyggeligt mikrobryggeri med gode og saftige burgers. (M)
8. dag: På eventyr omkring Moab
Besøg i dag Arches Nationalpark, hvor du vil se mere end 2.000 fritstående sandstensformationer. Antallet varierer fra dag til dag, efterhånden som gamle formationer smuldrer bort og nye fremkommer. Den mest kendte af disse sandstensformationer er Delicate Arch. I området er der mulighed for at komme på en guidet tur. Hold øjnene åbne for desert bighorn sheep, som har en tendens til at falde i med landskabet. Kør om eftermiddagen til Dead Horse Point State Park og/eller Canyonlands National Park. Denne stenhalvø er omgivet af stejle klipper og er måske Utahs mest spektakulære stats- og nationalpark. På grund af parkernes høje placering er udsigten fra området helt fantastisk.
9. dag: Mountainbiking ved Moab
Du starter i Moab, hvor du kører med din guide og en mindre gruppe til startstedet af Klondike bluffs. Her får du udleveret cykel, hjelm og en flaske vand. Herefter går turen ud i den fantastiske natur af det ru klippeunderlag kaldet "slickrock". Flere steder kan du også opleve dinosaurus-fodspor, mens du kæmper dig op ad bakke. Du bliver belønnet af et fantastisk udsigtspunkt og derefter god "downhill", inden du kører tilbage til Moab.
10. dag: Moab til Monument Valley (230 km)
Tidlig afgang fra Moab mod indianerreservatet Monument Valley, en fortryllende køretur som du sent vil glemme. Undervejs kan du lave et stop ved Arches Vineyeard (Utahs ældste og største vinproducent), hvor du kan købe en god flaske vin, som kan nydes efter dagens trek i Monument Valley. Du skal senest være fremme ved Monument Valley om eftermiddagen, hvor dit trek til Mystery Valley starter, et hårdt 6 timers trek langs Anasazi Trail. Du påbegynder trekket med din Navajo-guide og resten af gruppen. Din guide vil under trekket tage gruppen tilbage i tiden og fortælle gamle sagn og historier, mens han fremviser hulemalerier og de karakteristiske klippeformationer, der præger det smukke landskab i Monument Valley. Efter trekket kører du til dit hotel og hviler benene efter en begivenhedsrig dag.
11. dag: Monument Valley til Grand Canyon (284 km)
Nyd det rå ørkenlandskab, imens du kører mod dagens mål, Grand Canyon. Med sin overvældende størrelse og de fantastiske farver, er Grand Canyon ét af verdens naturlige vidundere. Kløftens enorme størrelse og strålende farver gør stedet helt unikt. I området omkring South Rim er der flere udsigtsposter, som kan nås med både shuttlebus og bil. (F)
12. dag: Bright Angel Trail trek
Du mødes om morgenen med din guide og resten af gruppen, og I begiver jer afsted i fodsporene af de oprindelige indianere, der i sin tid brugte Bright Angel Trail. Dagens mål er Plateau Point, hvor du kan nyde udsigten over Colorado River i bunden af kløften, inden turen går tilbage mod toppen af kløften. Forbered dig på et hårdt 20 km langt trek med fantastiske udsigter over ét af verdens syv naturlige vidundere.
13. dag: Grand Canyon til Las Vegas (450 km)
Køreturen til Las Vegas går via den klassisk Route 66 og den imponerende Hoover Dam på vej til Las Vegas.
14. dag: Afrejse fra Las Vegas
Efter to ugers trekkingeventyr i USAs fantastiske natur, går turen hjemad. Du kører til Las Vegas lufthavn, hvor du afleverer din bil. Tidspunktet for afrejse fra Las Vegas afhænger af, hvornår dit fly afgår. Du har mulighed for at forlænge rejsen med stop i f.eks. New York, Miami eller Hawaii.
15. dag: Ankomst til Danmark
Ankomsttidspunktet til Danmark afhænger af flyselskabet.

Overnatninger

2 overnatninger på Holiday Inn Express Bozeman West i Bozeman
3 overnatninger i telt på Heart Lake - Snake River trek
1 overnatning på Holiday Inn Express Bozeman West i Bozeman
3 overnatninger på River Canyon Lodge i Moab
1 overnatning på Gouldings Lodge ved Monument Valley
2 overnatninger på Yavapai Lodge ved Grand Canyon
1 overnatning på Platinum Hotel & Spa i Las Vegas

Jysk Rejsebureau kan tilbyde alt fra moteller til boutiquehoteller og ranchophold.

Bemærkninger

Bemærk at trekkingturerne i programmet påkræver at du er i god fysisk form. På Heart Lake til Snake River trekket skal du bære din egen bagage og fælles campingudstyr for gruppen.
Tryghedsgaranti

Information

Hvad betyder frapris?

Prisen afhænger af rejseperiode, antal rejsende samt om du rejser med børn, og kan variere fra dag til dag afhængigt af pladssituationen på flyene. Derfor er denne pris en frapris. Kontakt os for en nøjagtig pris på din rejse.

Hvad er med / ikke med?

Længere nede på siden kan du se hvad der er inkluderet / ikke inkluderet i prisen

Kan rejseforslaget ændres?

Ja, du kan få skræddersyet din rejse præcis som du ønsker det. Denne tur er én af vores egne favoritter, men har du andre ønsker, sidder vores rejsekonsulenter klar til at opfylde din drøm.

Afrejsedatoer

Turen kan gennemføres på faste afrejsedatoer i perioden midt juli til midt september. Tag kontakt til en rejsekonsulent for yderligere detaljer.

Gruppestørrelse

Dette er en individuel rejse, hvor du rejser på egen hånd. Alle ture og treks på rejsen foregår i mindre grupper. Det er internationale grupper med engelsktalende guide. Det er muligt, at lave alle turene som private ture mod merbetaling.

Juli - september

Pakkeliste

  • Internationalt kørekort
  • Evt. guidebog
  • Evt. vejkort
  • Kreditkort
  • Mindre vandrerygsæk
  • Fleece eller varm trøje
  • Vandresko
  • Skaljakke
  • Skalbukser
  • Lange og korte trekkingbukser
  • T-shirts og langærmet trøje/skjorte
  • Lommelygte eller pandelampe
  • Evt. lagenpose
  • Evt. egen vandflaske
  • Vandtætte pakkeposer
  • Solhat eller kasket
  • Solcreme
  • Badetøj
  • Evt. håndklæde
  • Energi-snacks og chokolade

Prisen er inklusiv

  • Flybillet Danmark - Bozeman / Bozeman - Salt Lake // Las Vegas til Danmark (inkl. bagage)
  • Overnatninger ifølge program
  • Måltider ifølge program
  • 4 dages gruppetrek Heart Lake - Snake River inkl. guide, alt campingudstyr, stor rygsæk, vandrestave, nationalkparkgebyr og trekkingtilladelse
  • Billeje fra Salt Lake til Las Vegas inkl. fri kilometer, kasko- og ansvarsforsikring med selvrisiko på 0 kr. - betingelser gælder, kontakt os for nærmere information
  • Mountainbiketur gruppetur ved Klondike Bluffs incl. guide, mountainbike, cykelhjelm og vand
  • Mystery Valley gruppetrek i Monument Valley incl. guide
  • Bright Angel Trail gruppe trek inkl. guide

Prisen er eksklusiv

  • Rejse- og afbestillingsforsikring
  • Måltider som ikke er nævnt i programmet
  • Envejsleje på billeje på cirka USD 100,- + lokal skat
  • Drikkevarer
  • Drikkepenge
  • Entré til nationalparker og Monument Valley
  • Parkeringsafgifter
  • ESTA forhåndsgodkendelse til USA (kan tilkøbes igennem Jysk Rejsebureau)

Prisbemærkning

Fraprisen er taget med udgangspunkt i lavsæson priser. Reservationer i højsæson (fx jul/nytår og sommerferien) er normalvis højere end denne pris. Prisen er med forbehold for pladssituationen.

Det med småt

Vær opmærksom på at programmet er med forbehold for ændringer. Klimatiske forhold kan også medføre ændringer i programmet.

Bemærk, at deltagelse i trekking og ture er på eget ansvar, så husk at tegne rejseforsikring hjemmefra. Vi anbefaler Gouda Rejseforsikring, der dækker disse aktiviteter uden ekstra tillæg.

Da Jysk Rejsebureaus ture, aktiviteter og hoteller er meget populære, har vi kun mulighed for at tilbyde disse til kunder, der også køber flyrejsen igennem Jysk Rejsebureau.

Jysk Rejsebureau tager forbehold for programændringer, prisændringer og trykfejl.

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Se alle vores gratis foredrag

Tilmeld dig her
Til top