Søg
Søg
Baracoa, Cuba
Holguin, Cuba
Bayamo, Cuba
Cuba på to hjul
Cuba på to hjul
Pilgrimskirken Basilica del Cobre
Smuk udsigt over Santiago de Cuba
Santiago de Cuba
Baracoa
Moncada-kasernen i Santiago de Cuba
Plaza de la Revolución, Havana
Cuba lokal dame
Følgebus, Cykelrejse, Cuba
Afslapning på havnepromenaden Malecón i Havana
Havana, Cuba
Plaza vieja i Havana, Cuba
Havana, Cuba
Den danske rejseleder på turen, Jens Erik
Følgebus, Cykelrejse, Cuba
Boca de Yumuri, Cuba
Del Morro, Santiago de Cuba
Santiago de Cuba, Cuba
Farvestrålende huse i Baracoa, Cuba
Christopher Columbus statue, Baracoa, Cuba
Boghandel, Santiago de Cuba
Guantanamo skilt, Cuba
Cykelgruppe, Cuba
Cykelrejse, Cuba

Cykelrejse på Cuba

Frapris pr. pers. v. 2 pers.

DKK 22.995,-

Varighed: 16 dage

Med dansk rejseleder: Tag med Jysk Rejsebureau på en uforglemmelig rejse til det uspolerede, østlige Cuba. Oplev landet fra en cykel og mød lokalbefolkningen i øjenhøjde, på denne fantastiske, aktive rejse til et af de mest fascinerende steder i verden. Turen slutter med fire dage i Havana, som er et must på en hver rejse til Cuba.

Selve cykelturen starter og slutter i Holguin, og tager jer forbi Bayamo, Manzanillo, Niquero, Santiago de Cuba, Playa Verraco, Baracoa og Playa Maguana. Undervejs vil der være en god blanding af oplevelser, lige fra små hyggelige landsbyer til strand og de større, kulturelle steder. Som prikken over i'et rundes hele rejsen af med fire dage i landets hovedstad, Havana, hvor I selv bestemmer hvad dagene skal gå med.

Det østlige Cuba er et område af stor historisk betydning for landet. Det var her, at Fidel Castro gik i land med skibet El Granma og startede revolutionen med sin lille gruppe af partisanere tilbage i 1956. Området er desuden kendt for sin store sukkerproduktion.

Den danske rejseleder på turen er Jens Erik Larsen. Han kender latinamerikansk kultur og det spanske sprog fra arbejde i Colombia og Nicaragua samt en cykelture i Mexico, Costa Rica og Cuba. Til daglig arbejder Jens Erik som konsulent for kommuner og på cykelprojekter ud fra Foreningen Frie Fugle, som også driver Dansk Cykel Safari, hvor han har været guide på utallige cykelekspeditioner.
På turen vil der desuden være en lokal, cubansk guide såvel som en følgebus, der transporterer bagage og deltagere i det omfang det er nødvendigt.


Cuba

Detaljeret beskrivelse

1. dag: Afrejse København og ankomst Cuba
I dag er der både afrejse fra Danmark og ankomst til Holguin, Cuba, da I flyver mod urets retning på vejen hertil. Hele gruppen flyver sammen til Cuba, så det er muligt at lære de andre på turen bedre at kende inden det går løs. Ved ankomst til Holguin bliver I hentet i lufthavnen og kørt til jeres hotel inde i byen. Det er i lufthavnen muligt at veksle Euro til CUC. Rejselederen vil holde et lille informationsmøde og I vil møde den lokale guide, der skal følge jer hele vejen.

Overnatning på hotel.

2. dag: Fra Holguin til Manzanillo
Dagen starter kl. 8:30, hvor jeres turguide vil møde jer i receptionen. Herfra lægges der ud med en 70 km køretur i følgebussen, til byen Bayamo, som ligger halvvejs mod dagens slutdestination, Manzanillo. Bayamo er en større by, men bybilledet kan ofte lede tankerne hen mod landsbylivet, med sine maleriske kolonibygninger og hestevogne i gaderne. Lidt udenfor Bayamo gøres cyklerne klar og vi cykler de sidste 70 km fra Bayamo til Manzanillo, som er endestationen for dagen. Manzanillo er en større havneby, hvor indbyggerne hovedsageligt lever af fiskeri. Desuden er det herfra, at en stor del af den sukker, der produceres i det østlige Cuba, sejles ud af landet. Frokosten indtages på vejen mellem Bayamo og Manzanillo. Når vi kommer frem går vi en tur på stranden og spiser aftensmad på hotellet.

Overnatning på hotel (M, F, A)
Cykeldistance: ca. 70 km.

3. dag: Fra Manzanillo til Niquero
Dagens destination er den skønne, lille by Niquero. Det meste af dagens cykelrute passerer mindre byer bl.a. Media Luna parallelt med kysten. Her er meget lidt trafik og mest hestevogne. Frokost indtages ved stranden med bademulighed. Niquero er en fin lille by med cykler og hestevogne som det fortrukne transportmiddel. Desuden er der en sukkerfabrik og husene er i centrum ligner noget fra en westernfilm.

Overnatning på hotel (M, F, A)
Cykeldistance: ca. 75 km.

4. dag: Niquero
I dag går turen til det sted hvor Fidel Castro gik i land med skibet El Granma og startede revolutionen med sin lille gruppe tilbage i 1956. Der er et lille museum og en kopi af den båd som blev brugt. Originalen findes i Havanna og kan besøges senere på rejsen. Vi cykler videre til stranden ved Playa Las Colorades og hvis vi har gode ben helt ud til Cabo Cryz.

Overnatning på hotel (samme som dagen inden) (M, F, A)
Cykeldistance: ca. 50/70 km

5. dag: Niquero til Santiago de Cuba via El Cobre
Afstanden fra Niquero til Santiago de Cuba er hele 225 km, dog skal I blot tilbringe knap 70 af dem på cykel. Resten af distancen tilbagelægges i følgebussen. Vejen lags kysten er desværre ikke fremkommelig med bus og alt for hård på cykel, så derfor kører vi samme vej tilbage som vi cyklede via Bayamo, hvor vi vil holde en lille pause inden vi fortsætter med bussen til El Cobre. Her kan I opleve kirken Basilica del Cobre, der er en pilgrimskirke, bygget i det 17. århundrede til ære for Jomfru Maria. Kirken er i særdeleshed kendt for sin imponerende beliggenhed og betydningsfulde historie. Paven har også tidligere besøgt kirken. Efter at have udforsket kirken, cykler vi 25 km ned til Santiago de Cuba. Efter ankomst til Santiago de Cuba går vi en aftentur i byen og finder en lokal restaurant, hvor vi kan købe aftensmad. Det kan anbefales at aflægge et besøg hos Casa de la Trova, hvor vi kan høre live cubansk musik (entre ca. 5 CUC).

Overnatning på hotel (M, F)
Cykeldistance: ca. 25 km.

6. dag: Santiago de Cuba
Santiago de Cuba er kendt som Cubas hemmelige hovedstad og byen har den stærkeste, afrikanske indflydelse af alle byer i Cuba. Dette passionerede samfund er et must-see på enhver rejse til denne del af Cuba.

I dag skal vi besøge Moncada-kasernen, der i dag fungerer som et museum for Fidel Castros angreb på Cuba den 26. juli 1953. På trods af at angrebet slog fejl, og Fidel blev taget til fange, betragter mange stadig datoen som den egentlige start på den cubanske revolution. Derefter cykler vi videre til revolutionspladsen, kirkegården hvor Fidel er begravet og besøger El Morro fæstningen, hvor vi spiser frokost på en restaurant med udsigt over klippekysten. Resten af dagen kan bruges som man har lyst til. Der vil blive arrangeret fælles spisning på en lokal privat restaurant og hvis man har lyst kan der arrangeres salsa undervisning.

Overnatning på hotel (M, F)
Cykeldistance: ca. 40 km.

7. dag: Playa Verraco og Baconao National Park
Efter morgenmad kører vi i bus lidt ud af byen og derefter cykler vi ca. 35 km til Playa Verraco, som er en stille strand og det perfekte sted at slappe af og genoplade batterierne for en kort stund. Dernæst cykles vi til Baconao Nationalpark, hvor vi besøger den 'Præhistoriske Dal' - Cubas svar på Jurassic Park. Frokosten indtages blandt de spektakulære skulpturer og efter besøget kører vi tilbage til Santiago de Cuba i bussen og til dem med gode ben kan man vælge at cykle.

Overnatning på hotel (M, F)
Cykeldistance: ca. 55 km.

8. dag: Santiago de Cuba – Baracoa
I dag sættes kursen yderligere mod øst. Den første del af dagens distance tilbagelægges i bussen til et udsigtspunkt over Guantánamobasen. Herefter cykles ned til kysten og langs den smukke kyststrækning til Tortuquilla, hvor det er muligt at tage en forfriskende svømmetur ved stranden. Der gøres frokoststop på vejen. Vi cykler videre til Imias, hvor vi skifter til bus og kører op i bjergene med stop på toppen nær Viaducto La Farola og derefter går det ned af (og lidt op) ca. 30 kilometer til Baracoa. Det er også muligt at tage bussen retur hvis man ikke ønsker at cykle det sidste stykke. Baracoa er den ældste koloniby i Latinamerika, så I kan forvente at se nogle smukke bygninger og lære lidt om stedets spændende historie.

Overnatning på hotel (M, F, A)
Cykeldistance: ca. 60/90 km.

9. dag: Baracoa – Boca de Yumuri – Baracoa
I dag står den på kuperet cykelterræn, som går gennem frodig natur til Boca de Yumuri, der er en smuk flodmunding ud til kysten. Undervejs besøges en kakaoplantage. Vi besøger også den lille fiskerlandsby af samme navn og der er mulighed for at komme på en lille sejlads, mod ekstra betaling. Efter en dukkert i lagunen cykler vi tilbage til Baracoa og igen vil det her være muligt at tage bussen retur hvis man ikke vil have en så lang cykel dag.

Overnatning på hotel (M, F)
Cykeldistance: ca. 30/60 km.

10. dag: Baracoa - Playa Maguana
I dag skal vi cykle videre til Humboldt Nationalpark. Cykel ruten går langs parkens smukke flora og fauna. Herefter cykler vi videre til bounty stranden ”Playa Maguana” som er kendt for sit hvide sand, turkise vand og svajende palmer og her tager vi en overnatning, så der er tid til at nyde stranden.

Overnatning på hotel (M, F, A)
Cykeldistance: ca. 30 km.

11. dag: Humboldt Nationalpark og bus til Holguin
I dag har vi valgt at parkere cyklerne og snører vandreskoene. Vi kører i bus til Humboldt Nationalpark hvor vi skal på en ca. 10 km vandretur på junglestier i parken. Det er muligt at tage en forfriskende dukkert under ét af parkens mange vandfald undervejs. Efter besøgt i Humboldt Nationalpark kører vi i bussen videre ad små veje mod Holguin.

Overnatning på hotel (M, F, D)
Vandredistance: ca. 10 km. (ingen cykling denne dag)

12. dag: Fra Holguin til Havana
Efter morgenmaden på jeres hotel, er der afrejse fra Holguin til Havana. Selve flyveturen tager ca. 1,5 time og ved ankomst til Havana vil I blive hentet i lufthavnen og kørt til jeres overnatningssted. Vi overnatter på såkaldte Casa Particular som er et værelse hjemme ved en lokal familie. Vi bliver delt op til forskellige familier, men de ligger tæt på hinanden. Standarden kan godt variere lidt fra familie til familie. Rejseledere vil hjælpe med orientering i byen og til dem der vil en fælles tur ind til den gamle bydel af Havana (entre betale lokalt)

Havana er en storby med cirka 2,2 millioner indbyggere, men virker ikke så voldsom og er en hyggelig og rar indgangsvinkel til landet. Den centrale del af Havana er opdelt i tre mindre bydele: Havana Vieja, Centro Havana og Vedado. Vedado er den nyeste, dyreste og mest moderne del af Havana. Havana Vieja og Centro Havanna er helt tilbage fra den spanske kolonitid.

Hele byen oser af liv. Tag en slentretur ad Havanas smukke gader med levn og atmosfære fra den spanske kolonitid. Musikken sætter sit præg på hverdagen. Barerne, restauranterne og caféerne bobler af liv og cubansk rom, musikbands fylder lokalerne med danseglad musik, så selv den mest tonedøve gæst trommer med i takt. En chevy fra 50'erne eller en hestevogn i gadens mylder, hensætter én til en fjern fortid, hvor man kunne forvente at møde Ernest Hemingway på næste gadehjørne.

Overnatning på Cara Particluar (privat hjem) (M)

13. dag: Havana
Denne dag i Havana er på egen hånd, så det er helt op til jer selv hvad I vil bruge tiden på. Tag en gåtur langs kystvejen Malecón, og slut af med en frokost i den gamle bydel, hvor I også kan opleve Ernest Hemmingways gamle stamsted, Floridita, hvor I kan nyde en kølig daiquiri eller mojito.

Overnatning på Casa Particular (M)

14. dag: Havana
Denne dag i Havana er på egen hånd.
I kan også bruge dagen udenfor Havana. Køb evt. en dags tur til den smukke Vinales dal eller lej en gammel amerikaner bil med chauffør for en dag og kør op til de smukke forts El Morro og La Cabaña.

Overnatning på Casa Particular (M)

15. dag: Hjemrejse fra Havana
I dag er det på tide at sige endeligt 'på gensyn' til Cuba og atter sætte kurs mod Danmark. I bliver hentet på jeres Casa Particular og kørt til lufthavnen. (M)

16. dag: Hjemkomst til Danmark
I dag ankommer I igen til København efter en uforglemmelig rejse til Cuba.

Overnatning:
11 overnatninger på hotel, i delt dobbeltværelse
3 overnatninger på Casa Particular (privat hjem) i Havanna
1 overnatning på flyveturen på hjemrejsen


M = Morgenmad, F = Frokost, A = Aftensmad

OBS: Programmet er med forbehold for ændringer. Klimatiske forhold kan også medføre ændringer i programmet.

Bemærkninger

Der tages forbehold for ruten, da der kan ske pludselige ændringer pga dårligt vejr eller andre, uforudsete forhold. Det vil som udgangspunkt ikke være muligt at medbringe sin egen cykel på rejsen, men man kan medbringe egen saddel eller andet udstyr som så kan bruges på de Cubanske cykler.

Rejsen sælges som en hel “pakke”, og hvis der ønskes individuelle ændringer, vil der ikke være mulighed for refundering af de ydelser, der ikke benyttes. Anden hjemrejse kan arrangeres, såfremt der er plads på flyene, og mod et tillæg.

Afrejsedatoer

Hvis du vil sikre dig en plads på en bestemt tur, så klik på ”Reserver”. Du indbetaler 2.500 kr. i depositum, som fratrækkes den samlede pris når turen betales (ca. 2 måneder inden afrejse). Har du brug for at vide mere inden du beslutter dig, så book et møde (som også kan afholdes over telefon) med en rejsekonsulent.

Status Rejseperiode Pris
Ledige pladser 20.02.19 - 07.03.19 22.995,- Reserver

Prisen er inklusiv

  • Flybilletter, København - Holguín/Havana - København
  • Envejs indenrigsflybillet fra Holguín til Havana
  • Overnatninger iflg. program, i delt dobbeltværelse
  • Måltider ifølge program
  • Transport ifølge program
  • Cykel- og bagagetransport ifølge program
  • Leje af cykler
  • Følgebus
  • Lokal, engelsktalende guide
  • Dansk rejseleder
  • Visum til Cuba
  • Dækning af pakkerejseloven og rejsegarantifonden

Prisen er eksklusiv

  • Afbestillingsforsikring
  • Rejseforsikring
  • Andre måltider end nævnt i program
  • Drikkevarer
  • Leje af cykeludstyr udover cykel (medbring selv cykelhjelm, cykeltasker etc)
  • Andre udflugter end nævnt i program
  • ETA til Canada (vi mellemlander ofte i Canada)
  • Drikkepenge (i Cuba er det god skik at give drikkepenge til guide og chauffør efter endt tur).
  • Single værelsetillæg hvis man ikke vil/kan dele værelse med andre (ca. 1500 kr.)

Gruppestørrelse

Minimum 10 og maksimum 16 deltagere på turen
Jysk Rejsebureau kan skræddersy din rejse præcis som du ønsker det. Denne tur er én af vores egne favoritter, men har du andre ønsker, sidder vores rejsekonsulenter klar til at opfylde din drøm.

Da Jysk Rejsebureaus ture, aktiviteter og hoteller er meget populære, har vi kun mulighed for at tilbyde disse til kunder, der også køber flyrejsen igennem Jysk Rejsebureau.

Bemærk, at deltagelse i trekking og ture er på eget ansvar, så husk at tegne rejseforsikring hjemmefra. Vi anbefaler Europæiske Rejseforsikring, der dækker disse aktiviteter uden ekstra tillæg.

Jysk Rejsebureau tager forbehold for programændringer, prisændringer og trykfejl.

Til top
Kontakt os:
Hovednummer (+45) 7020 1915
Nødtelefon - læs mere
Find os på: