13 dage
Inkl. fly og indtjekket bagage
Fra 6.495,-
FRA 4.995,-
Indhent tilbud Book møde 70 20 19 15
Jeres eventyr starter i Lissabon. Her har I først et par dage uden camper til at nyde den henrivende hovedstad. I bor på et komfortabelt 4-stjernet hotel, hvorfra I har let adgang til hele Lissabon. I centrum af byen kan I tage på en tur med de ikoniske gule sporvogne, gå på opdagelse i de smalle og til tider stejle gader og smage på lækre lokale specialiteter på de mange gode restauranter. Efter jeres tid i Lissabon afhenter I jeres campervan, hvorefter I er klar til at indtage den sydlige del af landet.

Det sydlige Portugal er som skabt til et familieeventyr i campervan. Alentejo og Algarve er regionerne, der vil charmere og fascinere jer med vilde kyststrækninger, fortryllende strande, rå natur, olivenlunde og hyggelige byer. Begge regioner byder på gode veje og et stort antal campingpladser, mens det flere steder også er muligt at campere for natten på designerede pladser. I udstyres med en stor og komfortabel camper med soveplads til i alt fire personer, så hele familien kan få en god nats søvn. Camperens køkken giver jer mulighed for selv at tilberede måltider, mens I er på farten. I camperen er der desuden bad og toilet. Inkluderet i lejen af camper er et frit antal kilometer og et frit antal chauffører. Det betyder, at I kan køre lige derhen, hvor I vil og helt selv bestemmer, hvem som skal køre dagens distance.

Jysk Rejsebureau anbefaler, at I kører fra Lissabon mod Sine, eventuelt via Setúbal og med færge til Tróia-halvøen, hvis I vil styre uden om motorvejene. Derfra kan I fortsætte langs kysten til Sagres og videre langs Algarvekysten, hvor I kan besøge attraktive byer og strande som for eksempel Lagos, Alvor, Praia da Rocha, Praia da Marinha, Albufeira, Faro og Tavira. Nyd dagene på stranden og i den vilde natur. Snup en surflektion eller vandretur i landskabet. Siden kan I dreje indenlands for at opleve mere af Alentejo-regionen. I kan besøge charmerende byer som Monsaraz og Évora. Hold øje med de mange forter og borge undervejs, når jeres rejse kortvarigt tager jer til grænsen mellem Portugal og Spanien. Fra Évora har I en kortere køretur retur til Lissabon, hvor I afleverer jeres campervan og flyver retur til Danmark. Følger I denne anbefaling, får I en cirkulær rute, hvor I undgår at køre det samme sted to gange. Således får I set mest muligt af Portugal og udnyttet rejsetiden på bedste vis, de dage I har camper til rådighed. I sidste ende er det selvfølgelig op til jer at afgøre, om I ønsker at følge den anbefalede rute eller vil lade turen gå til andre dele af Portugal. Leje af en camper giver fuld frihed til at gøre lige netop det, I har lyst til. Glæd jer til åbne veje og masser af tid til at være sammen som familie.

Få information og fakta om Portugal her
Se alle vores andre fantastiske rejseforslag i Portugal her

Bedste rejseperiode

I kan rejse til Portugal hele året, men det bedste tidspunkt at besøge landet er fra maj til oktober, hvor I vil opleve en behagelig og varm temperatur med næsten ingen nedbør. Det varmeste område i Portugal er ved sydkysten i Algarve-regionen. Her ligger gennemsnitstemperaturen i sommermånederne på 22-29 grader. I vintermånederne ligger temperaturen på mellem 16-23 grader.

Vores anbefalinger om bedste rejsetidspunkt i Portugal er baseret på, hvordan klimaet har været tidligere år, og derfor er vores anbefalinger om rejsetidspunkt kun vejledende.

Dagsprogram

Fold program ud
1. dag: Afrejse fra Danmark og ankomst til Lissabon
I flyver fra Danmark til Portugals henrivende hovedstad Lissabon. Ved ankomst til lufthavnen er der sørget for en privat transfer, som fragter jer til jeres hotel i Lissabon. På dette 4-stjernet hotel er der booket to overnatninger til jer i et komfortabelt familieværelse. I bor kun få kilometer fra centrum og har let adgang til offentlig transport, så I på nem vis kan komme rundt i byen.
2. dag: På egen hånd i Lissabon
Lissabon byder på charmerende gader og mange spændende attraktioner. Dagen er jeres til at råde over, så I vælger helt selv, hvor I vil lade turen gå hen i den hyggelige hovedstad. Eksempelvis kan I finde vej til Torre de Belém eller St. George-slottet, der begge byder på vaskeægte ridderstemning – det plejer at være et hit hos familiens yngste. En køretur med de gule sporvogne i Lissabons charmerende gader er også et must. Især sporvogn 28 er værd at springe på, da det er denne, som er kendt for at klare de stejle, brostensbelagte gader. En gåtur i Alfama-kvarteret eller Monsanto Park er også en hyggelig aktivitet i Lissabon. I sidstnævnte kan I nyde en picnic, mens I på det store Feira da Ladra-marked kan købe sjove sager og gøre gode fund. Ikke mindst kan I suge udsigten til jer fra Portas do Sol. Når sulten melder sig, er tiden inde til at lægge vejen forbi en af de autentiske tabernas eller Mercado da Ribeira, som er et gigantisk madmarked.
3.-12. dag: I camper rundt i det sydlige Portugal
I tager afsked med jeres hotel og finder på egen hånd til camperudlejningskontoret, som ligger ca. 25 km fra hotellet. I kan enten tage en taxi eller offentlig transport til udlejningskontoret, hvor I får udleveret jeres camper. Herefter kalder vejene og det sydlige Portugal. De næste ti dage bestemmer I fuldt ud, hvor I vil lade turen gå hen. Alentejo og Algarve byder hver især på tonsvis af spændende destinationer, og de to regioner er alsidige og interessante på hver sin måde. Hvor Alentejo er øde og vild med sine utallige olivenlunde og korkmarker, er Algarve en af de mest besøgte regioner i Portugal med smukke strande og betagende byer, der gør det til en sand perle i Portugal. Trods et stort antal besøgende er det stadig muligt at finde øde strande og naturområder i Algarve, hvor I kan nyde stilheden. Da intet er planlagt på forhånd, er det op til jer at afgøre indholdet af jeres tur. Det giver jer rig mulighed for at skabe jeres egen rejse i eget tempo. Jysk Rejsebureau står selvfølgelig klar til at rådgive jer og give gode idéer til, hvor I kan lade turen gå hen. Som sagt anbefaler vi at køre langs Alentejos kyst for sidenhen at følge Algarvekysten. Dernæst kan I dreje indenlands, kortvarigt krydse grænsen til Spanien og siden udforske nogle af de mest interessante byer i Alentejo såsom Monsaraz og Évora. Følger I denne rute, får I en cirkulær rute, hvor I undgår at sætte fod samme sted to gange, og det til trods for, at I afhenter og afleverer jeres camper på samme lokalitet. Nedenfor finder I inspiration til nogle af vores favoritoplevelser i det sydlige Portugal:
  • Udforsk Arrábida-nationalparken, fiskerbyen Sesimbra og tag med færgen fra Setúbal til Tróia-halvøen. I finder disse destinationer syd for Lissabon. Det er de perfekte destinationer, hvis I vil undgå motorvejene og i stedet kører langs kysten hele vejen sydpå. I nationalparken kan I vandre og ro i kajak. I Sesimbra kan I snorkle og dykke, mens I på Tróia-halvøen får et helt unikt landskab og nogle meget indbydende strande. Tróia-halvøen lokker desuden med masser af vandsportaktviteter og mulighed for at spotte delfiner.
  • Snup en dag på Fishermen’s Trail. Dette 193 km trail går hele vejen fra Porto Covo til Cape São Vicente. Det er en smuk tur, som følger det sydlige Portugals vilde kyststrækning og leverer betagende udsigter undervejs. Stræk benene og tilbring en enkelt dag eller to på trailet.
  • Spring på et surfbræt på Algarvekysten. Uanset om I aldrig har surfet før eller er trænet i at holde balancen på bølgerne, byder Algarve på de helt rette strande og bølger til jeres niveau. De sydlige strande egner sig godt til begyndere, mens strandene på vestkysten såsom Praia da Bordeira og Praia do Amado er gode til de mere øvede. For mange er Sagres også lig med god surfing.
  • Oplev vilde fugle i Alentejo. For eksempel kan I opleve utallige fuglearter i Sado Estuary, Castro Verde og São Mamede Park. Blandt fuglearterne kan I være heldige at se flamingoer, ørne og svaler.
  • Gå på jagt efter jeres favoritslot eller -borg. Alentejo huser en lang række slotte og borge, hvoraf nogen af de mest interessante er Torre das Três Coroas i Estremoz, Castelo de Sesimbra og Castelo de Monsaraz.
  • Opdag Sydens historiske og charmerende byer. Blandt andet bør I ikke gå glip af byer som Évora og Monsaraz i Alentejo og Lagos og Tavira i Algarve. Smuk arkitektur og bygninger, som emmer af historie venter jer i de henrivende og hyggelige byer.
  • Lad Algarves vilde klippeformationer og smukke strande overvælde jer. Eksempelvis kan I kaste jer over en cliff walk ved Praia da Marinha, ro i kajak til Benagil-grotten eller se solnedgangen ved Ponta da Piedade. Er I på jagt efter Algarves smukke strande, kan det anbefales at lægge vejen forbi Praia da Salema, Praia do Alvor og Praia de Albandeira. En ting er sikkert; I løber sjældent tør for gode strande i Algarve.
  • Slå jer løs i Sydens vandland. Disse vandland er spækket med bassiner og sjove vandrutsjebaner, som skaber stor glæde blandt børn og barnlige sjæle. I kan for eksempel lade turen gå til AquaShow, Slide & Slash eller Aqualand.
  • Spis og drik jer gennem det sydlige Portugal. I løber næppe tør for gode retter og restauranter i den sydlige del af landet. Udover et stort udvalg af frisk fisk og skaldyr kan I glæde jer til at smage på lokale vine, smagfuld olivenolie og lækkert bagværk som eksempelvis pastel de nata.
13. dag: Aflevering af camper i Lissabon og hjemrejse til Danmark
Jeres campereventyr i Portugal er nået til vejs ende. I kører retur til Lissabon og udlejningskontoret. Når I har afleveret camperen, finder I selv til lufthavnen i Lissabon, hvorfra jeres fly til Danmark afgår. Tidspunktet for jeres flyafgang og ankomsttidspunktet til Danmark afhænger af flyselskabet.

Overnatninger

2 overnatninger i familieværelse på 4-stjernet hotel i Lissabon
10 nætter i autocamper udstyret med 2 x dobbeltsenge.

Der er ikke campingpladser inkluderet i rejseforslaget, da I selv booker dette undervejs på rejsen.

Bemærkninger

Alder / kørekort
Minimumsalder for leje af camperen på dette rejseforslag er 21 år, og chaufføren skal have haft sit kørekort i minimum 2 år.

Du skal være i besiddelse af et pas, kreditkort og gyldigt internationalt kørekort til almindelig personbil, som skal fremvises ved afhentning af køretøjet.

Forsikring og selvrisiko
Lejen inkluderer lovpligtig ansvars- og kaskoforsikring i forbindelse med brug af autocamperen. Forsikringsdækningen er dog betinget af, at køretøjet benyttes i overensstemmelse med gældende retningslinjer. Ved eventuel skade er det meget vigtigt, at du straks underretter udlejningsselskabet. Det er muligt at tilkøbe ekstra forsikringspakke, som minimerer selvrisikosats. Det er desuden muligt, at din egen rejseforsikring yder dækning for denne mulige selvrisiko.

Kilometer
Der er fri kilometer inkluderet i lejen af camperen.

Antal chauffører
Der er et frit antal chauffører inkluderet i lejen. Sørg blot for at registrere chaufførerne ved afhentningen af camperen.

Udstyr
I prisen er der inkluderet køkkenudstyr, gasflaske, toiletkemikalier, cykelstativ og efterrengøring af camperens ydre. Derudover kan der tilkøbes leje af udstyr som for eksempel sengelinned, håndklæder, børnesæder, havestole og -bord samt TV og cykler.

Rengøring
Du har ansvar for at rydde op og gøre rent indvendigt i camperen. Flader skal tørres af og gulvet skal fejes, mens vand- og toilettank skal tømmes inden returneringen af camperen. Udlejningskontoret vil tage sig af den udvendige rengøring.

Envejsleje
Det er ikke muligt at aflevere din autocamper et andet sted end der, hvor du afhenter den.

Depositum
Når du afhenter din autocamper, skal du betale et depositum. Størrelsen på depositum er normalt 1500 EUR, og beløbet vil 'fastfryses' på dit kreditkort. Når du har afleveret din autocamper, slippes denne fastfrysning på kreditkortet - modregnet eventuelle udgifter til lokale tilkøb.

Information

Hvad betyder frapris?

Prisen afhænger af rejseperiode, antal rejsende samt om du rejser med børn, og kan variere fra dag til dag afhængigt af pladssituationen på flyene. Derfor er denne pris en frapris. Kontakt os for en nøjagtig pris på din rejse.

Hvad er med / ikke med?

Længere nede på siden kan du se hvad der er inkluderet / ikke inkluderet i prisen.

Kan rejseforslaget ændres?

Ja, du kan få skræddersyet din rejse præcis som du ønsker det. Denne tur er én af vores egne favoritter, men har du andre ønsker, sidder vores rejsekonsulenter klar til at opfylde din drøm.

Afrejsedatoer

Denne rejse kan påbegyndes hver dag.

Gruppestørrelse

Rejsen udføres som individuel tur.

Maj - oktober

Pakkeliste

  • Internationalt kørekort
  • Kreditkort
  • Evt. guidebog
  • Evt. vejkort
  • Evt. køresygepiller
  • Mindre vandrerygsæk
  • Let regn- eller skaljakke
  • Evt. vandresko
  • Lommelygte eller pandelygte
  • Badetøj
  • Evt. håndklæde
  • Solcreme

Prisen er inklusiv

  • Flybillet Danmark - Lissabon t/r (inkl. bagage)
  • Overnatninger ifølge program
  • Transfer fra lufthavn til hotel i Lissabon
  • Camperleje i 10 dage inkl. fri kilometer og et frit antal chauffører samt kasko- og ansvarsforsikring - betingelser gælder, kontakt os for nærmere information
  • Minimum 15% rabat på rejseudstyr hos Jysk Rejsebureau
  • Tryghed på rejsen - nødtelefon åben 24/7
  • Dækning af pakkerejseloven og rejsegarantifonden

Prisen er eksklusiv

  • Rejse- og afbestillingsforsikring
  • Udgifter til campingpladser
  • Eventuelle parkeringsafgifter
  • Eventuelle vejafgifter
  • Drikkepenge (i Portugal er det god skik at give drikkepenge)
  • Måltider og drikkevarer
  • Entré til attraktioner/nationalparker
  • Leje af ekstraudstyr som børnesæder, havestole og bord, m.m.

Prisbemærkning

Fraprisen er taget med udgangspunkt i lavsæson priser. Reservationer i højsæson (fx jul/nytår og sommerferien) er normalvis højere end denne pris. Prisen er med forbehold for pladssituationen.

Det med småt

Vær opmærksom på at programmet er med forbehold for ændringer. Klimatiske forhold kan også medføre ændringer i programmet.

Bemærk, at deltagelse i trekking og ture er på eget ansvar, så husk at tegne rejseforsikring hjemmefra. Vi anbefaler Gouda Rejseforsikring, der dækker disse aktiviteter uden ekstra tillæg.

Da Jysk Rejsebureaus ture, aktiviteter og hoteller er meget populære, har vi kun mulighed for at tilbyde disse til kunder, der også køber flyrejsen igennem Jysk Rejsebureau.

Jysk Rejsebureau tager forbehold for programændringer, prisændringer og trykfejl.

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Se alle vores gratis foredrag

Tilmeld dig her
Til top