Danske outdoor-fans får nu mulighed for at kombinere unikke naturoplevelser, selvudvikling og forandringsparathed sammen med den tidligere jægersoldat Lothar Friis.

Han er nemlig ekspeditionsleder på en ny vandre-grupperejse med Jysk Rejsebureau til et af Islands mest isolerede områder. Og selvom deltagerne rejser som del af en gruppe, er der ingen kære mor, når de selv skal bære sovepose, telt og øvrig oppakning i en hel uge.

Eventyrere, som drømmer om at udfordre både deres fysiske og psykiske tilstand i unikke omgivelser, har nu mulighed for at komme med på en særlig vandre-grupperejse i Islands vildmark med den forhenværende jægersoldat Lothar Friis. Grupperejsen, der arrangeres af Jysk Rejsebureau, går til naturreservatet Hornstrandir, der er blandt de mest isolerede dele af Island og kun kan nås med båd.

- Naturen her er rå, autentisk og uberørt. På nogle punkter minder det næsten lidt om Alaska. Samtidig er her et imponerende dyreliv med polarræve, havfugle og hvaler. Så hvis man tænder på natur og udeliv, får man en helt unik oplevelse - uden at skulle flyve vanvittigt langt væk, fortæller Niels Amstrup, direktør i Jysk Rejsebureau, der i sommers sendte Lothar og en gruppe medarbejdere til naturreservatet for at udforske området og finde de bedste vandreture for rejsen, der foruden naturoplevelser også har fokus på selvudvikling og forandringsparathed:

- Målet er, at deltagerne skal arbejde som et team og komme hjem med både nye personlige værktøjer og en evne til at se livet fra andre perspektiver.

Populær ekspeditionsleder

Lothar Friis har de seneste år været fast ekspeditionsleder på Jysk Rejsebureaus grupperejser til Kilimanjaro med fokus på selvudvikling. Og med stor efterspørgsel på disse ture er rejsearrangøren glad for nu at kunne udbyde endnu en unik rejseoplevelse med den populære ekspeditionsleder.

- Lothars ture er stort set altid udsolgte, og vi ved, at mange af hans rejsedeltagere drømmer om at komme på en tur mere. Derfor har vi været på jagt efter et område med rå og uberørt natur, hvor man får noget helt unikt. Og skal man have den her type vandreoplevelse, findes der næppe nogen anden ekspeditionsleder i Danmark, der på én gang kan sikre tryghed og samtidig skubbe til ens grænser på samme måde, som Lothar kan, vurderer Niels Amstrup.

Ingen kære mor
Foruden titlerne jægersoldat og coach har Lothar Friis også TV2-programmet Ingen kære mor på CV'et. Og den programtitel er på mange måder kendetegnende for Island-rejsen.

- Det bliver en hård og udfordrende tur, både fysisk og mentalt, fordi deltagerne selv skal bære alt udstyr - inkl. sovepose, liggeunderlag, telt, kogegrej osv. - på hele turen. Man skal have alt med selv, for der findes altså ingen butikker i området, forklarer Niels Amstrup om turen, der derfor ikke er for nybegyndere:

- Bagagen vejer nok over 20 kg, og det er et barsk klima med solskin og blå himmel den ene time og sne, blæst og kulde den næste - og ingen mulighed for at søge læ. Det stiller store krav til deltagerne. Derfor er det her ikke en tur for dem, der vil prøve kræfter med vandring. Turen er for erfarne vandrere, som er klar på at skulle ud og arbejde med sig selv, fastslår han.

Praktisk information
Grupperejsen finder sted den 8.-17. august med afrejse fra/til Københavns Lufthavn. Rejsen koster 14.995 kr. inkl. fly, rejseleder, overnatninger i Isafjordur før/efter ekspeditionen, transfer, hvalsafari samt infomøde inden afrejse. Der er plads til 9-10 personer.


Se rejsen her.







Hornstradir Naturreservat, Island
Til top