Af Lone og Michael Andersen

Wauuuu, vandet har den helt perfekte temperatur! Behagelig overrasket tager vi endnu et par svømmetag og nyder fornemmelsen af saltvandet, der effektivt skyller søvnen ud af kroppen. Solen er også lige stået op og kæmper for at få bugt med morgenskyerne, der ligger og svæver som en hvid dyne på himlens blå kulisse.

Vi har en fornemmelse af at befinde os midt i et levende postkort. Sandet er kridhvidt og står i skærende kontrast til Det Indiske Oceans ultrablå og turkise nuancer. På bølgerne vugger en række trækanoer og venter på at blive sluppet løs. Totter af havalger danser løssluppent rundt under havoverfladen og strejfer af og til vores ben i et blidt kærtegn.

Senere på dagen, når vandet har trukket sig langt tilbage, kommer de lokale kvinder frem fra hjemmets skjul for at indsamle de grønne alger fra den blottede havbund. Høsten tørrer de i solen og sælger til eksport. Danmark er en af de store aftagere af Zanzibar havalger, der blandt andet bruges i kosmetikindustrien!

Synet af de smukke kvinder, der er indhyllede i farvestrålende ”kangas”, er utrolig fotogent. Ved lavvande danner mørke plamager af havalger deres helt eget maleri på naturens lærred, og kvindernes tilstedeværelse fuldender billedet.

Langs vandkanten cykler lokale mænd og børn i sandet, hvor vi for få timer siden ikke kunne bunde! Nu er der tydelige afmærkninger efter cykeldæk, og fuldendte hvide muslingeskaller titter frem. Forskellen mellem høj og lavvande er stor, men begge versioner af Zanzibars strande er balsam for øjne og sjæl.

Vælg din egen strandfavorit – eller afprøv dem alle:

Matemwe Strand
Denne strand på Nordøstkysten af Zanzibar kårer vi til øens smukkeste. Bred og kridhvid strækker Matemwe Beach sig langs kysten lige så langt øjet rækker. Sandkornene føles bløde mellem tæerne, og her er kun ganske få mennesker, så du opnår let en følelse af at have paradis for dig selv. Overnatningsstederne er eksklusive med Matemwe Beach Village i toppen af hitlisten.

Nungwi Strand
På Zanzibars nordlige spids ligger denne udmærkede strand, der har et udvalg af overnatningssteder på budget og mellemklasseniveau. Stemningen er tilbagelænet, og du vil møde alle slags rejsende her.

Kendwa Strand
For unge backpackers kan vi anbefale Kendwa Beach, der ligger seks kilometer sydvest for Nungwi. Vejen er utrolig dårlig det sidste stykke, men diskomforten opvejes af målets skønhed. Stranden er vidtstrakt og skøn med klart vand i de stærke turkise og azurblå nuancer, der er så karakteristiske for Zanzibar. Her er en afslappet feststemning med flere barer og restauranter direkte på stranden samt Full Moon Party hver måned.

Pongwe Strand
I modsætning til de øvrige strande på Østkysten ligger Pongwe Beach Hotel i en afskærmet bugt, der beskytter mod både vind og havalger i større mængder. Nyd livet i hængekøjerne under de skyggefulde palmetræer, hvor du kan ligge uforstyrret i timevis og kigge ud over havets smukke nuancer.

Kiwengwa Strand
Populær blandt italienere, der bor på luksusresorts og spiller beach volley. Vælg Kiwengwa Strand, hvis du har fokus på at vindsurfe, sejle i kajak, køre på mountainbike eller leje din egen sejlbåd.

Jambiani Strand
Denne strand er velegnet for alle, uanset om I er unge romantikere, børnefamilie eller midaldrende globetrottere på afslapningsferie. Jambiani Beach har en utrolig fredelig stemning, og hvilepulsen falder hurtigt ned på et lavt niveau. Her kan du koncentrere dig om at kigge ud over havet, den bog du har længes efter at læse og/eller sejle ud til de ydre rev på en snorkeltur.

Uanset hvilken strand du vælger, så husk vandfast solcreme, badetøj, myggebalsam - og evnen til at lade dig opsluge af nuet!
Zanzibar, Tanzania, Afrika
Til top