Søg
Søg
Snorkel Thailand
Andaman snorkel discovery, Thailand
Andaman snorkel discovery, Thailand
Andaman snorkel discovery, Thailand
Andaman snorkel discovery, Thailand
Mahachai Trainspotting, Bangkok
Mahachai Trainspotting, Bangkok
Bådtur

Snorkelcruise i Thailand

Frapris pr. pers. v. 2 pers.

DKK 12.995,-

Varighed: 13 dage

Nyd et par dage med afslapning ved Khao Lak inden du skal på snorkelcruise i Andamanerhavet, hvor du med båden Reggae Queen som base snorkler i skønne områder. Slut af med at udforske fantastiske Bangkok.

Du starter turen ved en af de mindre strande omkring Khao Lak. Her kan du akklimatisere dig til varmen og få dit jetlag ud af kroppen inden der følger 4 dages sejlads mellem bountyøer til uberørte snorkel steder og fantastiske strande. Du bor på den hyggelige båd Reggae Queen i egen kahyt. Efter snorkelturen er det tid til et par dages afslapning på den rolige strand Bangtao Beach på Phuket inden Bangkok kalder med masser af spændende oplevelser.

Se alle vores andre fantastiske rejseforslag til Thailand her

Sæson
Sæsonen er fra oktober til april, hvor her er dejligt vejr og havet er relativt roligt.


Andaman snorkel discovery, Thailand

Detaljeret beskrivelse

1. dag: Afrejse fra København
Din rejse starter med 1-2 mellemlandinger afhængig af valgt flyselskab.

2. dag: Ankomst Phuket og transfer til Khao Lak
Ved ankomsten til Phuket bliver du hentet i lufthavnen og kørt til din bungalow i Khao Lak. Her starter din ferie med et ophold ved din egen lille bugt, hvor de eneste forstyrrende lyde er bølgerne, cikaderne og junglens lyde. (M)

3. dag: Khao Lak
Du har dagen til rådighed ved den rolige palmestrand, hvor du kan sove længe, slappe af og nyde livet i de smukke og rolige omgivelser. Du kan tilbringe dagene med en god bog og afslapning ved stranden, svømme i det indbydende, klare vand eller nyde den lækre thaimad på de lokale restauranter. (M)

4. dag: Khao Lak til Koh Bon, Similan National Marine Park på snorkelcruise
Den farverige båd ”MV Reggae Queen” stævner ud fra Khao Lak hen under aften og sætter kurs mod Similan øerne. Find din kahyt og gør dig det behageligt. Den hyggelige båd bliver dit hjem for de kommende tre dage. Under aftenens sejlads serveres en dejlig middag, og du får rig mulighed for at lære de andre snorkel entusiaster bedre at kende. Reggae Queen forventes at kaste anker ved Koh Bon omkring midnat. Sørg for at få en god nats søvn så du er klar til i morgen. (A)

5. Dag: Koh Bon og Koh Tachai snorkling i Surin National Marine Park
Velkommen til Similan National Marine Park! Du starter dit Andaman snorkel eventyr ved Koh Bon, en 65 mio. år gammel ø dannet af sedimenteret kalksten. Koh Bon tilhører (ligesom Koh Tachai) Similan National Marine Park og er meget populær blandt dykkere. Efter en lækker morgenmad på dækket er du klar til at udforske det farvestrålende liv under havoverfladen. Du snorkler normalt i en times tid ad gangen, inden båden bevæger sig videre til et nyt snorkling spot. Koh Bon er kendt som lidt af et hotspot for djævlerokker (mantas). Så er du heldig, og besøger øen i den rette sæson, støder du måske på en af de fantastiske skabninger. Selv uden djævlerokker har Koh Bon sin egen unikke og specielle charme, og vores leverandør er stolt over, at være den eneste operatør af snorklingture, der tilbyder Koh Bon som en integreret del af turprogrammet. Udforsk den store diversitet i det krystalklare vand, nyd de smukke koraller og spændende tropiske fisk. Mens du boltrer dig i undervandsparadiset, tryller besætning frokost frem på båden.

Efter frokost sejler du videre mod øen Koh Tachai - en af de smukkeste øer i Similan National Marine Park. Reggae Queen er den eneste snorklingbåd, der stopper ved Koh Tachai. Den sydlige spids af Koh Tachai kaldes ”Pineackle”, og med en smule held vil der (afhængig af sæsonen) være mulighed for at snorkle med djævlerokker, hvalhajer og tusindvis af barracudaer. Sejlturen til Koh Tachai tager et par timer, så du har god tid til at slappe af på soldækket, læse en bog eller tage en lur. I ankommer op ad eftermiddagen, cirka samtidig med at de mange speedbåde på dagstur forlader øen. Det er derfor meget sandsynligt, at I er de eneste på stedet, hvilket gør det til en helt speciel oplevelse. Derfor får I det maksimale ud af denne smukke destination med den kridhvide sandstand og det turkisblå vand.
Selve Koh Tachai er lukket for turister men vores båd lægger til på andre uspolerede snorkel spots i området. En lækker, velfortjent thaimiddag serveres på dækket, mens Reggae Queen stille og roligt bevæger sig videre til Surin National Marine Park, hvor der i morgen venter endnu en dag fyldt med snorkling eventyr. (M,F,A)

6. dag: Surin Islands og “Monken” landsbyen
Når solen står op, vil du for alvor kunne se, hvilket fantastisk område du er havnet i. Efter endnu en lækker morgenmad på dækket, er det tid til at nyde Surin øerne – et af turens absolutte højdepunkter. Øgruppen er et mekka for snorklingfans og tilbyder en række snorkling perler med farverige koraller på lavt vand, utallige fisk og uberørte strande. Dagens snorkling starter ved ”Chong Kad Bay”, hvor du finder optimale forhold under havoverfladen med smukke, farvestrålende koraller og masser af dyreliv.

Du nyder undervandslivet et par timer, inden du begiver dig i land på øen for at besøge et mindre ”Monken” havsigøjner samfund. Dette besøg er med til at gøre netop denne snorkling tur helt unik, da vi er de eneste der besøger havsigøjnernes landsby og fletter det kulturelle aspekt ind i programmet. Du går lidt rundt i landsbyen, og oplever hvordan ø-livet former sig for disse søfarere. Besøget foregår naturligvis altid med respekt for deres kultur og tro, og med dette i tankerne skal du klæde dig passende, når du besøger landsbyen. Benyt muligheden og køb nogle unikke souvenirs med hjem. Monken folket laver smukke og finurlige, små nipsgenstande, og de vil være taknemmelige for den lille ekstra indkomst.

Efter besøget sejler en traditionel Monken taxa dig til ”Kra Thing Bay”, hvor du følger en sti tværs over øen til ”Mai Ngam Bay”. Her står den på afslapning på stranden og i vandet - er det den rigtige tid på året, kan du være heldig at svømme med babyhajer i mangroven. Dagens næstsidste dukkert bliver i ”May Yai” bugten. Her kan du igen nyde det krystalklare vand og beundre de smukke koraller og spændende tropiske fisk. Op ad eftermiddagen ankommer du til dagens sidste snorklingstop ved bugten ”Turtle Bay". Har du lyst, kan du også komme med båd over til hovedøen til lidt strandhygge, badning og afslapning. Om aftenen, når båden lægger til for natten, forkæles du med endnu en lækker grillmiddag på dækket af Reggae Queen. (M,F,A)

7. dag: Surin snorkling – Kura Buri – Khao Lak
Det er din sidste dag ombord på Reggae Queen, og efter et solidt morgenmåltid er du klar til at springe i det smukke farvand omkring ”Phak Kat Bay” på udkig efter flere fascinerende havdyr og farverige koraller. Din sidste dukkert i denne omgang bliver i ”Lobster Bay” – et af de bedste snorklesteder i dette område af Andamanerhavet – ja, måske ét af de bedste i verden! Mens Reggae Queen sejler mod land, nyder du din sidste frokost ombord, inden båden ankommer til Kura Buri på fastlandet hen på eftermiddagen. Herfra er der godt halvanden times kørsel tilbage til Khao Lak, inden det, efter en uforglemmelig Andaman snorkling liveaboard, er blevet tid til at sige farvel. Du fortsætter til Phuket, hvor du indlogeres for natten på resort. (M,F)

8. dag: Bangtao Beach, Phuket
Du bor på den rolige Bangtao Beach, hvor der er et godt udbud af små hyggelige restauranter og barer. Du kan gå en tur på stranden, afprøve dine talenter på et paddle board eller tage ind til en af de mere besøgte strande og få klaret lidt shopping. Vi kan anbefale en middag på Bliss Beach Club eller at du lejer en scooter/tager en taxa og nyder en sundowner på det smukke Sri Panwas rooftop bar Baba Nest.
Overnatning på resort.(M)

9. dag: Fly til Bangkok
Du bliver hentet på hotellet og kørt i lufthavnen. Ved ankomst til Bangkok bliver du mødt af en chauffør i lufthavnen, og efter at have tjekket ind på dit hotel har du resten af dagen til fri afbenyttelse. Bangkok udgør selve hjertet af Thailand. Her finder du ægte, asiatisk stemning, billig shopping, gode restauranter og et hektisk natteliv. Vi kan varmt anbefale en spændende aftentur rundt i China Town, hvor du kan udforske området og det varierede og overraskende køkken. Oplev området på egen hånd, eller tag med på Flavors of night time Chinatown (M)

10.dag: På togtur til udkanten af Bangkok
En rolig togtur tager dig med tilbage i tiden – væk fra det travle Bangkok. Toget sniger sig gennem smalle pasager forbi farverige træhuse, smukke blomster og lillamalede stationer, mens en forfriskende brise fra de åbne døre blæser igennem kupeen. Pludselig stopper toget ved endestationen i Mahachai midt i det travle fiskemarked.
Dagens oplevelser byder på en spændende tur væk fra det travle Bangkok til et forbløffende livligt og grønt opland. Turen starter ved New Road Guest House. Med skytrain kører du sammen med din guide til Wongwian Yai stationen, hvorfra du går gennem de små lokale kvarterer for at komme til togstationen - udgangspunktet for dagens oplevelser. Allerede her fornemmer du, at dagen bringer dig uden for den gængse turistrute. Fra toget kommer du så tæt på de lokale, at du får en fornemmelse af at køre lige igennem deres stuer. Som Bangkok forsvinder, bliver de høje bygninger erstattet af rismarker og huse på pæle. Læn dig tilbage og nyd det rolige tempo og det smukke landskab. Når toget stopper, befinder du dig bogstaveligt talt midt i Mahachai fiskemarked. Sammen med guiden går du ad de smalle gyder til en berømt fiskerestaurant, hvor du bliver forkælet med frisk fisk og skaldyr.
Efter frokost krydser du floden med en lille båd. På den anden side hopper du på det næste tog, der bevæger sig gennem et landskab med saltsletter og rismarker. Slutteligt får du en unik kulturel og i den grad fascinerende oplevelse. Togskinnerne forsvinder bogstaveligt talt i et marked, og idet toget kommer kørende, bliver det nærmest opslugt, mens paraplyer og markiser bliver løftet op i sidste øjeblik – og slået ned igen – og boderne på togskinnerne genåbner - i samme sekund toget har passeret. Du vil få tid til at opleve markedet på togskinnerne, inden turen går tilbage til Bangkoks metropol. Dagen slutter ved Victory Monument, hvorfra du kan tage en taxa eller skytrain tilbage til dit hotel. (M,F)

11. dag: Bangkok på egen hånd
Du kan få klaret det sidste shopping idag, eller blive inspireret ved service skranken på New Road Guesthouse til dagens oplevelser. Har du lyst til en sundowner i skønne omgivelser kan vi anbefale en drink på Shangri La's terrasse ud til floden. (M)

12. dag: Afrejse fra Bangkok
Du kan få hjælp af dit hotel til at bestille en taxa til lufthavnen (egen regning).

13. dag: Ankomst Danmark

Overnatning:
2 nætter på hotel i Khao Lak
3 nætter ombord på Reggae Queen i egen kahyt
2 nætter på Phuket
3 nætter i Bangkok på guesthouse

M = Morgenmad, F = Frokost, A = Aftensmad

OBS: Programmet er med forbehold for ændringer. Klimatiske forhold kan også medføre ændringer i programmet.

Bemærkninger

Bemærk snorkelturen er ikke velegnet for børn under 7 år.
Forhør dig hos din rejsekonsulent for garanterede afgange på snorkel cruiset.

Afrejsedatoer

Forhør dig hos din rejsekonsulent, så du får skræddersyet din tur således den passer med afgang på bådturen.

Priser

Frapris pr. pers. v. 2 pers.

DKK 12.995,-


Prisbemærkning

Der kommer tillæg på ca. 1000 Thai Baht til prisen som afregnes lokalt i nationalpark afgifter.


Fraprisen er taget med udgangspunkt i lavsæson priser. Reservationer i højsæson (fx jul/nytår og sommerferien) er normalvis højere end denne pris. Prisen er med forbehold for pladssituationen.

Prisen er inklusiv

  • Flybillet t/r Danmark-Phuket og hjemrejse fra Bangkok
  • Alle transfers, måltider samt overnatninger som beskrevet i program

Prisen er eksklusiv

  • Rejseforsikring
  • Udgifter til nationalparkerne på snorkelturen ( ialt ca. 1000 Baht per pers.)
  • Transfer til lufthavn i Bangkok ved hjemrejsen.
Jysk Rejsebureau kan skræddersy din rejse præcis som du ønsker det. Denne tur er én af vores egne favoritter, men har du andre ønsker, sidder vores rejsekonsulenter klar til at opfylde din drøm.

Da Jysk Rejsebureaus ture, aktiviteter og hoteller er meget populære, har vi kun mulighed for at tilbyde disse til kunder, der også køber flyrejsen igennem Jysk Rejsebureau.

Bemærk, at deltagelse i trekking og ture er på eget ansvar, så husk at tegne rejseforsikring hjemmefra. Vi anbefaler Europæiske Rejseforsikring, der dækker disse aktiviteter uden ekstra tillæg.

Jysk Rejsebureau tager forbehold for programændringer, prisændringer og trykfejl.

Gratis rejseforedrag

Thailand: 05-06-2018 18:00:00 : 10741
Herning
5. juni 2018 kl. 18:00

Thailand

Thailand: 05-06-2018 18:00:00 : 10863
Aarhus
5. juni 2018 kl. 18:00

Thailand

Backpacking i New Zealand, Australien, Indonesien og Thailand: 10-07-2018 18:00:00 : 11262
For unge: Backpacking i Sydøstasien: 19-07-2018 18:00:00 : 10891
Aarhus
19. juli 2018 kl. 18:00

For unge: Backpacking i Sydøstasien

Se mere her

Servicecenter

Nordthailand Få hjælp og service til rejsen
Servicecenter, Chiang Mai, Nordthailand

Servicecenter

Thailand, Bangkok Få hjælp og service til rejsen
Servicecenter, Thailand
Til top
Find os på: