Af Charlotte Høi

1. Hvordan vil du beskrive dit forhold til Thailand, og hvordan startede det?

Mit første møde med Thailand var i 2012/2013, hvor jeg landende i Bangkok efter at have været i Nepal i 3 mdr. Jeg vil beskrive mit forhold til Thailand med ’Love at First Sight’.

Thailand er et land, hvor jeg hurtigt følte mig hjemme, da det er en så imødekommende og rar befolkning, man møder på sin vej. Efter at have rejst i Thailand første gang, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg var nødsaget til at skulle tilbage. Så da jeg fik muligheden for at bo i landet og arbejde på vores servicekontor i 6 mdr., kunne jeg ikke sige nej tak. Efter de 6 mdr. er mit forhold til Thailand kun blevet endnu bedre, da virkelig er kommet under huden på kulturen og ikke mindst landet, hvilket har givet mig en meget bedre forståelse af både deres værdier og traditioner. Tempoet er et helt andet i Thailand, og det er jeg helt vild med. Man bruger nærmest ikke en kalender – man tager en dag ad gangen (måske kun de næste 5 min. ad gangen ) og lever totalt i nuet. Hverdagen bliver værdsat på en helt fantastisk måde!

Uanset hvilke oplevelser du er til, om det er storby, lokale landsbyer, billedskønne områder i den smukke natur eller eksotiske fisk og svajende palmer, så kan Thailand tilbyde alt dette. Det er det, som gør landet til noget helt unikt og derfor landet tit sniger sig under huden på de rejsende.

2. Hvor mange gange har du besøgt Thailand?

Jeg har besøgt Thailand to gange og vender stærkt tilbage i april måned - jeg kan slet ikke kan vente!

3. Du har netop været udstationeret 6 måneder i Bangkok. Hvordan var det, at arbejde i et fremmed land, hvor kulturforskellene er så markante?

Jeg var både meget spændt og nervøs, da jeg skulle afsted mod Bangkok i 6 mdr. og arbejde samt bo i et andet land, hvor der er store kulturforskelle. Men igen vil jeg understrege, at dette kun var en positiv oplevelse, da jeg blev mødt med åbne arme og en imødekommenhed uden lige. Jeg blev taget rigtigt godt imod, hvilket gjorde hverdagen på arbejdet dejlig nem. Jeg boede i nabobygningen til mit arbejde sammen med andre Thailandske familier, som også var mine kollegaer – dette betød, at jeg kom rigtig tæt på disse fantastiske mennesker og brugte meget tid sammen med dem.

Arbejdsmæssigt behøver man en del tålmodighed, når man arbejder med det Thailandske folk. Vi kan ikke komme udenom, at der ikke bliver arbejdet i samme tempo, som der gør herhjemme - Sabai sabai (no stress, easy going osv.) er deres ’motto’, og dette lærer man at acceptere, da man er gæst i deres land.

4. Hvad er dine favorit områder og hvorfor?

Det er vildt svært for mig at liste kun nogle få områder, da der er utrolig mange steder, der har vundet mit hjerte!

…Jeg er dog utrolig glad for Bangkok, hvor jeg boede i over et halvt år.
Så larmende og forurenet Bangkok er, ligeså fuldstændig fantastisk er denne by. En hektisk storby der blandes med urgamle templer, luksuriøse hoteller, moderne shopping centre og religiøse symboler. Det er dette skønne mix, der gør byen så fantastisk. Man kan gå på opdagelse i Bangkok til fods, til vands eller på cykeltur rundt i Bangkoks grønne lunge.

… Jeg er også meget glad for Chiang Mai - en historisk by med masser af sjæl, der er omgivet af grønklædte bjerge og små stammelandsbyer, der er som skabt til at blive udforsket.

…Khao Sok Nationalpark må I ikke gå glip af! Efter min mening den smukkeste nationalpark i landet – en regnskov med betagende vandfald, kalkstensklipperne og de utallige piblende vandløb, der løber sammen og danner de store rolige floder.

… Et besøg i Thailand er ikke komplet før, at man har oplevet Thailands smukke ø-hav. Her hersker afslapning, bounty strande, dejlig seafood, hængekøjer, sand mellem tæerne, flotte solnedgange og ikke mindst dykning og snorkling i verdensklasse.

5. Hvorfor er Thailand blevet så hot for danskere i løber af de senere år?

Thailand er en destination for rejsende i alle aldre. Der er oplevelser til enhver smag, der gør, at danskernes ønsker tit matcher, hvad Thailand kan tilbyde. Med det danske vejr i vintermånederne, er der ikke noget at sige til, at man søger mod varmere himmelstrøg og smukke eksotiske strande. I vores vintermåneder er der super skønt i Thailand. Og så har Thailand en infrastruktur, der bare spiller, så det er meget nemt at rejse i landet især også med børn – og mange børnefamilier benytter sig af den mulighed!

6. Dit bedste rejsetip, hvis man skal besøge Thailand for første gang

Mit bedste rejsetip til en Thailand rejse for dem, der besøger landet for første gang, er helt sikkert, at I sørger for at planlægge en rejse, der giver en kombination af oplevelser og smukke strande. Thailand er meget mere end kun smukke strande – et kulturelt og ikke mindst naturskønt mekka for de nysgerrige!

7. Hvis man drømmer om en rejse i Thailand, men gerne vil lidt off the beaten track, hvad vil du så anbefale?

Jeg vil anbefale, at man bruger fem dage af sin rejse på at udforske området omkring Khao Laem søen, der er beliggende nær den Burmesiske grænse. Her lever man på en husbåd og oplever det lokale liv i landsbyerne, vandrer i junglen, bader i søen eller nyder livet fra en liggestol i solen. Kun ganske få rejsende besøger dette område af Thailand, og kun få rejsebureauer har tilladelse til at sejle rundt med husbåd på Khao Laem søen.

8. Hvad oplever du, at der er størst efterspørgsel på af rejser til Thailand lige nu?


Med rim på vinduerne og sne på gaderne er det helt sikkert og bestemt forståeligt, at der er høj efterspørgsel på eksotiske strande og badeferie i Thailand lige nu. Der er flere og flere, der forespørger på en rundrejse i Thailand eller i kombination med en af de omkringliggende lande som f.eks. Laos, Myanmar, Cambodia eller Vietnam - og det er bare super fedt!

9. Dit personligt bedste rejseminde fra Thailand?

Mit absolut bedste rejseminde fra Thailand er fra min første rejse, da jeg tog mit første dykkercertifikat og oplevede livet under vandet for første gang. Det var en helt ny verden, der viste sig fra den smukkeste side. Under vandet oplever man en natur, et dyreliv og stilhed, som der ikke kan beskrives med ord. Jeg blev så bidt af dette, at jeg tog det næste skridt i dykkerverden og fik det, man kalder et Advanced Open Water dykkercertifikat, som åbnede op for endnu flere muligheder såsom natdyk, vragdyk og 30 m. dyk, som jeg har gjort meget brug af siden.

Derudover har jeg virkelig mange andre fantastiske rejseminder, som der er værd at nævne især fra det sidste halve år.

* Ved Similan Islands oplevede jeg de smukkeste øer, jeg nogensinde har set ved sammen med min veninde Tine.

* De 5 dage på husbåden i Khao Laem søen ved den burmesiske grænse med min veninde Ea og min kollega Jesper, glemmer jeg aldrig.

* Khao Sok Nationalpark har vundet mit hjerte, og jeg nød hvert et sekund i de smukke omgivelser.

* Besøget af min familie i Thailand var prikken over i’et og vi fik nogle fantastiske minder sammen fra både skønne strande i den sydlige del og på opdagelse i Bangkok - alt fra Bangkoks skyline, Chinatown og på cykel gennem Bangkoks smalle gader.

10. Hvis du skulle rejse til Thailand igen om en måned, og helt selv kunne bestemme, hvorhen, med hvem og hvordan – hvad ville du så?

Jeg rejser som nævnt til Thailand i april måned, hvor jeg skal genforenes med Bangkok og fejre det Thailandske nytår, Songkran med både Thai- og danske venskaber. Efterfølgende skal jeg med min veninde udforske endnu mere af det sydlige ø-hav, og det glæder jeg mig helt vildt meget til.

--

Har THAILAND også vakt din interesse, så læs mere om Thailand her eller kontakt Charlotte Høi og få en rejsesnak om din Thailand-rejse.

Charlotte Høi, Thailand
Charlotte Høi, ThailandCharlotte Høi, ThailandCharlotte Høi, ThailandCharlotte Høi, ThailandCharlotte Høi, ThailandCharlotte Høi, Thailand
Til top