Søg
Søg
Henning og Herman, USA

Sådan sparer du penge på næste sommers USA-roadtrip

28. september 2017

Rejsearrangøren Jysk Rejsebureau har på to år oplevet en stigning på 50 pct. i antallet af danskere, der lejer autocamper i USA...

Ifølge direktøren er ferieformen især populær blandt børnefamilier, der tiltrækkes af fleksibiliteten og diversiteten. Drømmer man selv om at udforske USA i et hjem på hjul, er der - sammen med den lave dollarkurs - god grund til at booke næste års camper snarest muligt: Udlejningsfirmaerne øger nemlig prisen hver eneste uge.

Danskernes interesse for at tage på roadtrip i autocamper gennem USA er stigende: På to år er antallet af danskere, der booker autocamper i USA gennem Jysk Rejsebureau, steget med hele 50 pct. Ifølge Jysk Rejsebureaus direktør, Niels Amstrup, er det især børnefamilierne, der skifter all-inclusive og svømmepøl ud med madpakker og rullende feriebolig.

- Camper-ferie er super populært blandt dem, der rejser med børn, fordi det giver en enorm frihed og fleksibilitet at have sin bagage med sig - og at kunne lave en portion havregrød eller tage en brikjuice fra køleskabet, når der er brug for det. Desuden kan børnene nemt sidde ved bordet bag førersædet og se film eller tegne undervejs, forklarer han og peger også på muligheden for at opleve mange ting på én og samme ferie.

- De vil gerne have så mange oplevelser som muligt. Og i det vestlige USA, som er rigtig populært til camper-ferie, er der både fede storbyer som Las Vegas, Los Angeles og San Fransisco - kombineret med fantastisk natur i nationalparker som Yosemite og Grand Canyon. Samtidig er der jo alle de små flækker og oplevelser, man finder undervejs - som er med til at gøre denne ferieform til noget særligt, siger Niels Amstrup.

Vær ude i god tid
Er man blandt de - sandsynligvis - mange danskere, der skal på USA-roadtrip næste sommer, bør man ifølge Niels Amstrup ikke vente længere end højst nødvendigt med at booke sin autocamper.

- Udlejningsfirmaerne regulerer priserne cirka en gang om ugen baseret på udbud og efterspørgsel - og det bliver kun dyrere og dyrere fra nu af. Samtidig er dollarkursen jo faldende i øjeblikket. Så hvis man ved, man skal afsted, kan man lige så godt få det bestilt - både fordi, der er penge at spare, men også fordi vi denne sommer oplevede, at der faktisk blev udsolgt af flere camper-typer, siger han.

Kombinér camper og personbil
Uanset om man drømmer om at cruise gennem USA i et gammelt folkevognsrugbrød eller i noget, der minder om en luksuslejlighed på hjul, kan man finde en camper, der matcher ens præferencer.

- Man kan leje alt fra meget spartanske campere med medfølgende trangia-sæt til luksus-campere med plads til op til syv personer. Til par er der også små campere, der minder om en minivan med dobbeltseng, forklarer Niels Amstrup, der på det seneste oplever, at flere kombinerer autocamperen med hotelovernatninger:

- Vi laver flere og flere rejser, der kombinerer autocamper-ferie i naturen med kør-selv-ferie i bil og overnatning på hotel - ofte i storbyerne. Alt i alt koster det cirka det samme per nat, og på denne måde får man det bedste fra begge verdener.

Få en bid af roadtrip-drømmen på sommerferien
Selvom et USA-roadtrip for mange kan virke som den ultimative rejsedrøm, er det faktisk muligt at få en smagsprøve på drømmen i familiens normale sommerferie.

- Man kan sagtens få en rigtig god roadtrip-oplevelse på to uger. Det er jo en meget fleksibel ferieform, så ruten kan skræddersyes på baggrund af den enkelte families præferencer og ferielængde, siger Niels Amstrup.

Om statistikken
Jysk Rejsebureau har oplevet en vækst i salg af camperleje i USA på 50 pct. fra 2014 til 2016.

Praktisk info
Jysk Rejsebureaus mange USA-rejsekonsulenter har tilsammen prøvekørt stort set alle campere på markedet og hjælper gerne med råd og vejledning - inkl. fordele og ulemper ved de forskellige camper-typer.

Se alle Jysk Rejsebureaus USA rejseforslag her.


Til top
Find os på: