Søg
Søg
Stok Kangri, Indien

Bestig et bjerg i sommerferien

16. marts 2018

Nu får eventyrlystne danskere endnu en mulighed for at kombinere fysisk aktivitet og fascinerende kultur på sommerferien: Jysk Rejsebureau har netop lanceret sin første grupperejse med dansk rejseleder til indiske Stok Kangri, der som et af få bjerge i Himalaya kan bestiges i sommermånederne...

Ud over udfordrende trekking, der både stiller krav til deltagernes vilje og grundform, byder rejsen også på bl.a. sightseeing i Delhi, besøg i lokale landsbyer og fantastiske naturoplevelser.

Som et resultat af en stigende interesse for både Indien og bjergbestignings-rejser har rejsearrangøren Jysk Rejsebureau netop lanceret sin første grupperejse til det indiske bjerg Stok Kangri med dansk rejseleder.

- Indien er tilbage på de rejselystnes radar - godt hjulpet på vej af direkte fly fra København til New Delhi og en mere simpel visumproces sammenlignet med tidligere. Faktisk har vi fordoblet salget af Indien-rejser fra 2016 til 2017. Samtidig har flere af vores rejsekonsulenter haft fantastiske oplevelser med at bestige Stok Kangri, og derfor har vi valgt at lave denne grupperejse, der kombinerer udfordrende trekking med unikke kulturoplevelser, siger Niels Amstrup, direktør i Jysk Rejsebureau, der samtidig peger på fordelen ved bjergets geografiske placering:

- Bjergene i nepalesisk Himalaya har tørsæson forår og efterår. Men i den indiske del af bjergkæden er sommeren den bedste sæson. Så hvis man gerne vil på bjergbestigningstur i sin sommerferie, er Stok Kangri, der netop kun kan bestiges i juni-august, et oplagt valg, forklarer han.

Stærk vilje kræves
Grupperejsen, der har plads til 19 deltagere og varer 17 dage, starter med en dags sightseeing i stemningsfulde Delhi. Herefter flyver gruppen til byen Leh, der ligger 3.500 meter over havoverfladen - og byder på både lokale markeder, gamle paladser og et buddhistisk kloster. På dag fire begynder første stræk på den i alt otte dage lange trekking-tur med heste og muldyr som følgeskab til at bære bagagen.

- Ud over små, lokale landsbyer kommer deltagerne også forbi floder, søer og dale, hvilket giver nogle fantastiske udsigter undervejs. Forudgående klatrekundskaber er ikke en nødvendighed for at deltage, men fordi man skal vandre op mod syv timer dagligt, er det nødvendigt med en god fysisk grundform og en stærk vilje. Især den sidste trekking-dag, hvor man skal op i 6.135 meters højde, er rigtig krævende og udfordrende, fortæller Niels Amstrup om grupperejsen, som han håber bliver en årlig tilbagevendende tur.

Et farverigt land, der deler vandene

Ifølge direktøren skyldes den stigende interesse for Indien især landets unikke kultur og lave prisniveau.

- Indien har helt vildt meget at byde på. I den nordlige del af landet er der smæk på oplevelserne med bl.a. Taj Mahal, indisk Himalaya, de gamle landsbyer i Rajasthan og kaotiske, overvældende Delhi. Besøger man landet for første gang, kan det være en god ide at starte i den centrale del og bevæge sig mod syd. Her finder man bl.a. Mumbai, der minder mere om andre asiatiske storbyer som fx Bangkok og Hanoi. Man kan også dyrke yoga eller holde daseferie på strandende omkring Goa, mens man sydpå ved Kerala kan tage på sejlture på floderne. Ud over de mange oplevelser har Indien desuden den fordel, at det er en billig destination at rejse til og være i, forklarer han.

Trods den voksende popularitet og de mange muligheder er Indien dog ikke nødvendigvis det ideelle rejsemål for alle.

- Det er et land, som deler vandene, fordi det er så ekstremt anderledes med de mange farver, mennesker, lugte, lyde og øvrige sanseindtryk overalt. Generelt kan man sige, at Indien er for de eventyrlystne - dem, der gerne vil ud og mærke verden. Det er ikke en destination for dem, der primært ønsker strandferie, siger Niels Amstrup, der anbefaler at rejse til Indien i det danske vinterhalvår - med mindre man altså skal bestige Stok Kangri.

Praktisk information
Gruppeturen til Stok Kangri finder sted den 21. juli-6. august 2018. Ønsker man at udforske Indiens mange muligheder efterfølgende, er der mulighed for at forlænge rejsen.

Rejsen koster 18.495 kroner inkl. fly, transfer, overnatninger, transport af bagage, udstyr, guide og morgenmad alle dage samt frokost og aftensmad på trekking-turen.

Se rejsen her.








Til top
Kontakt os:
Hovednummer (+45) 7020 1915
Nødtelefon - læs mere
Find os på: